Claus Georg og Pindsvinet

Bekendelser fra en nyfødt fladfodslander

Skrevet af Claus Georg Kjær.

I sommeren 2012 gik der ikke en morgen, hvor jeg ikke smed benene ud over sengekanten og trådte forsigtigt ned på det kølige soveværelsesgulv for derefter straks at bryde ud i et indre smertens skrig.

I starten ledte jeg flere gange efter det pindsvin, som jeg måtte have trådt på. Så ondt gjorde det. Men det var der ikke og der var heller ikke noget søm eller nogen splinter.

Ikke nok med det. Min krop var trods vedvarende, hård og rigtigt doseret træning i Sparta bare træt, træt, træt. Stagnation over hele linjen. Jeg fik sværere og sværere ved at forbedre (endsige holde) mine kilometertider og jeg indså, at Dybbøl Mølle malede helt ad helvedes til og at noget måtte gøres. Jeg gjorde jo alt det rigtige, så gode dyr var rådne.

Jeg begyndte en større rundrejse på www for viden om teknik, sko, skader, mirakelkure, træningsplaner mm. Mere eller mindre tilfældigt faldt jeg over Christopher McDougalls Born To Run og det åbnede mine øjne for, at der fandtes alternativer til mit standard middle of the road, hællandings fodkajak-setup og at barfodsløb ikke udelukkende var for fanatiske halal-hippier, men i hvert fald i teorien kunne praktiseres af en velfriseret frederiksbergdreng.

Posemanden dukkede op i en Google-søgning og jeg meldte mig til workshop den 22. august 2012. Det var en øjenåbner. Dagen efter var jeg stadig så omtumlet, forelsket og begejstret, at jeg dagen efter postede følgende på mit Spartahold TERs (Team Easy Run) Facebook-side:

"Under normale omstændigheder har jeg det rigtigt besværligt med mennesker, der pludselig mener, at de har set Jesus ved køledisken i Netto og som følge deraf vil lægge deres liv radikalt om fra den ene dag til den anden.Derfor falder det mig heller ikke let at erkende, at et løbekursus hos posemanden.dk i går tilførte mig alvorlige overvejelser over den måde, som jeg har praktiseret løb på indtil nu.

Man kommer let til at lyde som en frikirkepræst i et sådant ærinde, men for mig er det tankevækkende, at en detaljeret løbestilsanalyse af et barn på fire år og Usain Bolt viser, at de i alt væsentlighed har den samme løbeteknik.

Så hvad er det, vi ikke har fattet? Der er sikkert mange gode svar og et af dem er uden tvivl, at vi stort set alle løber i sko, der tvinger os til en unaturlig løbestil, der ofte inkluderer en tung hællanding (og at hællandingen er et nyere fænomen, der er opstået siden skoproducenterne begyndte at producere den slags sko i halvfjerdserne - prøv at lande på hælen uden sko på - not so funny :-).

Det er selvfølgelig et populærvidenskabeligt postulat, men ikke desto mindre værd at efterprøve. Interessant er det også at tænke på, at I stort set alle sportsgrene er det teknikken, der er den helt afgørende faktor for, hvem der klarer sig bedst. Er løb undtaget den teori?

Hvilket bringer mig frem til det indlysende retoriske spørgsmål - hvor lang tid er det lige vi bruger på at træne teknik? :-) Vi tæsker kilometer - længere, kortere, hurtigere - men aldrig den måde vi løber på?

I hvert fald er jeg naiv og nysgerrig nok til at undersøge fænomenet yderligere, hvilket medfører, at jeg efter Esrum Sø, Powerade og Berlin Marathon holder en tårevædet, ufrivillig pause fra alle jer dejlige mennesker i TER, hvorefter jeg går i laboratoriet og finder ud af om jeg kan løbe som et barn igen."

Den første tid

Allerede to dage efter workshoppen hos Posemanden havde min ammehjerne glemt, at man skulle starte stille og roligt op og jeg røg ud på en 15 km tur med Spartaholdet. Jeg var nysgerrig og begejstret og måtte bare ud og prøve det af.

Min teknik var med garanti helt i skoven og det var forbandet hårdt at følge med i et 4.45-tempo, men indimellem ramte jeg noget rigtigt. Der blev trukket med haserne og det føltes befriende og behageligt, når tempoet var lidt lavere i ny og næ. Den vigtigste besked fra min krop var, at den arbejdede med mig, i stedet for, at det var min stædighed, der skulle banke kroppen på plads.

Dagen efter var jeg tæt på at finde nummeret på en hjemmehjælper, der kunne hjælpe mig ud af sengen om morgenen for der var kontant afregning på den lige lovligt kække start på fladfodslivet og akillessener, lægge og fødder brokkede sig alvorligt. Jeg løb på det tidspunkt i et par Brooks Pure Glide, som jeg tænkte kunne være en god overgangssko.

Som det er de fleste løbere bekendt, så har man jo altid lige et par løbeprojekter, der skal hakkes af, så jeg havde lovet mig selv, at Esrum Sø 27km, Powerade ½ marathon og Berlin Marathon lige skulle afvikles ind jeg kunne gå all in på fladfodslivet. Sandsynligvis ikke den klogeste beslutning, men livet foregår jo som bekendt hele tiden.

Esrum Sø, 27km, 26. august 2012

Er en bakket sag i det nordsjællandske. Indtil godt 20 km gik det forrygende og jeg løb på ren adrenalin og optur over den nye følelse i kroppen, men det sled så hårdt at holde fokus og teknik på mange lange bakker og pludselig imploderede jeg som en cremeskildpadde, der har ligget for længe i sommersolen i købmandens vindue.

Derfra var det som at opleve en Formel 1 stop and go-straf i løbesko og jeg krøb ind over målstregen. Hmm, så kan du vel lære det! 

Powerade ½ marathon, 9. september 2012

To uger efter stod den på ½ marathon og den eneste grund til, at jeg ikke blev straffet var vel egentlig, at det var pandekagefladt og ikke var længere. Så med variationer i stilen fra en solid hællanding til lidt tilfældig fladfodslanding i ny og næ kom jeg ind i 1 time og 39 min., hvilket var absolut godkendt efter et lidt for hurtigt udlæg.

Berlin Marathon, 30. september 2012

Var en skelsættende oplevelse i den forstand, at det bare gik jævnt dårligt. Holdt nogenlunde sammen på det i 25 km. og gik så alvorligt ned med den knap så opmuntrende kulmination at blive taget imod af en samarit på målstregen, der selv med et utrænet øje i en stor menneskemængde kunne spotte døden fra Lübeck fra det høje nord. Ind og ligge i teltet og blive puslet om og så ud og ligge på græsset i et par timer i en sort plasticsæk. Det var bare ikke muligt for mig at holde sammen på to halvdårlige teknikker i samme løb.

Til gengæld var det et godt wake up call og derefter trak jeg stikket til Sparta i et par måneder, mens jeg løb hyggeture i Frederiksberg Have og Søndermarken på 2-5 km. i mine nyindkøbte Vivo Barefoot Evo II (og de holder endnu og løbes i fra tid til anden. Man er vel en sentimental stodder).

Det gik egentlig ret godt. Kroppen havde det meget bedre og teknikken – mener jeg selv – var også godt på vej. Alle de gamle fodkajakker – vel en 10-12 par - blev samlet sammen og sendt til Afrika. Jeg var all in på den flade fod. Det føltes ganske enkelt bare bedre for min krop, der bare sagde ja, ja og ja – og mere af det.

I skov, busk og krat, på bakketop og strand – Trail!

Oplevelsen af, at der faktisk fandtes alternative muligheder til hællanderdynastiet var befriende for både krop og sjæl. Og det føltes som om lysten til at tæske rundt på asfalt og holde øje med kilometertider på det på armen konstant monterede gps-ur var kraftigt dalende.

Det påtrængende mantra fra den kære posemand var jo slap af og mærk efter. Og jeg mærkede efter. Berlin, larm, kaos og mennesker var ikke svaret på mit fremtidige løbeliv. Fred og ro i skoven og løbere indsmurt i mudder og græs. Det var de oplevelser jeg havde ledt efter.

En forsigtig tilmelding til 60 km Fyr-til-fyr løb på Bornholm var startskuddet til en masse ture i skovens dybe stille ro. Og det fyldte min sjæl op med ro, fyldte mine lægge op med dynamit og fik min svangsene til at minde (væsentlig meget mere) om Robin Hoods flitsbuestreng, hvor den tidligere kunne agere g-streng på en afdanket stripper i et motorvejsværtshus i Bulgarien.

Der blev trænet bakker i Moses Lovstads aka Trailløberens Hill Billy-serie og i Klemmeløb og løbet lange LSD-ture i Inov Trailroc 150. I løbet af ugen fulgte jeg med på mit Spartahold og viste stolt mine flade sko frem for en måbende forsamling, der nok synes jeg var moden til indlæggelse, men spurgte høfligt og nysgerrigt til fænomenet.  

Fyr-til-fyr, 60km, 6. april 2013

Kan stadig uden den store anstrengelse fremprovokere en enkelt tåre eller flere, når jeg tænker på det løb.

Selvfølgelig var det min debut på en længere distance og det i sig selv kunne være nok, men menneskene, omgivelserne og setuppet var bare så perfekt, at det var en helt igennem overvældende oplevelse. Den helt kontante og uvurderlige viden jeg kunne tage med mig på det tekniske område var, at det ikke er muligt for mig at afvikle så langt et løb, hvis jeg udelukkende skulle trække med hoftebøjeren.

Teknikken var slet ikke på plads endnu (og der arbejdes stadig), men på de passager, hvor jeg fik trukket igennem med haserne og hvor hoftebøjeren kunne slappe af var det en sand fryd for min krop. Et løb, der kun kan anbefales. De første ti km i vandkanten fra Dueodde Fyr. Sex kommer slet ikke i nærheden.

Siden fulgte Kullamannen Ultra – av, av, Molsruten (60km) og en hel masse andet. Også lidt asfalt, hvor der kan øves i jesussandalerne og de helt bare fusser.

Skaderne...tja, dem har jeg stadig til gode, der var lige en enkelt fiberskade efter 10x200m all out på Østerbro Stadion med Sparta-indpiskerne, men jeg mener stadig, at så store legemer ikke er skabt til at bevæge sig i et så opskruet tempo, så det måtte jo komme. Nu to år uden smerter.

Teknikken arbejder jeg løbende med – det er nok en livstidsdom – og drømmen om at løbe helt uden hylster på fødderne er rykket nærmere. 

Ultra Vasan (90km) bliver sæsonens næste store mål i august og så kigger jeg ellers videre mod 100km+ i det store udland, helst hvor der er rigtige bjerge, kvinder i svært nedringede Dirndl-kjoler og store fadbamser i baren.

 

I samme serie:

Og værd at læse iøvrigt, hvis man vil undgå alle de kedelige fejl:

  • Fem fejl, del I: Om det rent løbetekniske fejl, man begår som nybegynder
  • Fem fejl, del II: Hvordan du undgår, at din nye løbestil stiger dig til hovedet