Hej Katrine,

Toiletbesøg på mark og vej er bestemt ikke noget ukendt emne for de fleste langdistanceløbere - de fleste oplever på et eller andet tidspunkt, at de ikke har kontrol over situationen, og må lade naturen gå over optugtelsen. 

Jeg har bestemt også selv taget min andel af ture i busken med stramme tights nede om anklerne, og det bliver aldrig nogen sådan rigtig fed oplevelse ;)

No size fits all
Lad os først slå fast, at der næppe er én gylden metode, som vil gøre alle maver glade, for i sidste ende er det ikke kun maven, men også stressniveau, vejrtrækning, og måden du iøvrigt bruger din kerne på, som kan spille ind.

Men for hvad det er værd, giver jeg gerne min egen opskrift på, hvad fungerer for mig, og iøvrigt også for dem, jeg har prakket modellen på - here goes.

Det satans sukker
Udover den åbenlyse forholdsregel med at undlade at spise for meget for tæt på din løbetur, så er jeg overbevist om, at det er den megen sukker, som løbere gerne fylder sig med, der er roden til mange af problemerne.

Uanset hvad man tror på, så er der en bred enighed om, at for store sukkermængder i maven giver problemer. Og i løb er man ekstra udsat fordi man ryster sækken konstant mens man er igang.

Derfor er mit bedste råd til folk, der gerne vil løbe langt: Skær ned på sukkeret. Jo længere du løber, des lavere er intensiteten alligevel, og des større er chancerne for, at du kan klare dig med meget lidt sukker, hvis ellers du lærer din krop at blive god til at forbrænde fedt.

Uanset hvor mager man er skåret, så har man stadig fedtreserver nok i kroppen til adskillige marathonløb, og det er en mere skudsikker strategi at tære på dem, end at skulle være afhængig af det notoriske ammunitionsbælte med gels og andre sukkerstænger.

Hvis du får vænnet din krop til, at den primært skal forbrænde fedt på de lange ture, så slipper du for et hav af bekymringer:

• Du skal ikke have et bjerg af energi med for at få dig igennem - hvis du ser hvad folk hælder i deres drop-bags til ultraløb ville du tage dig til hovedet...
  
  
• Du behøver ikke planlægge timerne op til dit løb så minutiøst. I gamle dage, da jeg var en sukker/kulhydrat-gris havde jeg en rutine med at stå meget tidligt op inden et marathonløb, spise havregryn....og gå i seng igen, for ikke at spise for tæt på løbet. 
  
  Nu om dage spiser jeg slet ikke morgenmad inden et løb eller lange træningsture - får blot lige hældt lidt vædske på, og så triller vi.

• Du kan slappe af og koncentrere dig mere om dit løb, end om hvorvidt du får den helt rigtige energi undervejs - der skal ikke så meget benzin på bålet.
  
  
• Du undgår netop bekymringerne om, hvorvidt maven nu holder stand helt frem til mål.
  
  
• Og så selvfølgelig den vigtigste: Du har rent faktisk lyst til den romkugle du køber efter målgang ;)

Jeg har i hvert fald fundet, at mit løbeliv er blevet utrolig meget enklere efter jeg er gået denne vej - jeg løber når jeg vil og så langt jeg vil, uden at det hele skal orkestreres i ulidelige detaljer.

For eksempel havde jeg ikke nogen nævneværdig madplan med i baglommen da jeg løb 246km græsk landevej sidste år, og det gik glimrende på gefühl.

Hvis du vil have en nem lille introduktion til emnet kan jeg anbefale Bob Seebohars "Metabolic Efficiency Traning", og ellers er det jo i grove træk også "Low Carb High Fat" i sportstøj.

God træning - forhåbentlig uden afbrydelser.