Brevkasse

Løb uden skader i Jylland:

Pladserne er åbnet til Næste Jyllands-tour i november - skal du med på holdet?

Barfodsløb

Charlotte Dollerup Boel

Hej. Jeg læser i dag at du mener barfodsløb kan ødelægge løbestilen. Jeg smider skoene, når jeg kan og gerne når jeg skal justere min teknik og synes det har virket rigtig godt for mig gennem to-tre år hvor jeg ikke har været skadet, trods halvmarathon, marathon og et enkelt ultraløb.
Jeg vil gerne høre om du vil uddybe :-)

Bedste hilsner Charlotte

Svar:

Claus Rasmussen

Hej Charlotte,

Ja, det kan jo lyde selvmodsigende, at jeg råber op om at man skal løbe i så lidt som muligt, og så slår jeg pludselig bak når vi kommer til helt bare fødder.

Har man været forbi en Posemand Coach, så ved man, at nøglen til at komme i mål med flydende fladfodsløb, er at kunne slappe godt af i hele undervognen, og i særdeleshed ankler og fødder.

Og der må jeg bare konstatere, at uanset hvor garvet en barfodsløber man er, så har jeg endnu ikke set nogen, som ikke får en lille flig af tilbageholdenhed i løbestilen når de løber på den bare hud.

Jeg har sågar lavet nogle tests, hvor jeg har haft garvede barfodsløbere til at løbe med ultratynde sko, hvorefter vi tager dem af og lader dem løbe uden, mens vi filmer begge dele. Og hver gang viser der sig en lille ændring i måden de løber på. Det er naturligvis ikke noget man er bevidst om, men det er påviseligt.

Man bliver en tand mere forsigtig, og spænder en anelse mere op i stativet, og det er ikke hensigtsmæssigt, når vi nu gerne vil i mål med at løbe så afslappet som muligt.

Det giver dog masser af mening, at det sker. For det er helt naturligt at man vil beskytte sit system, og være på vagt overfor at jokke ubehageligheder op i foden - sådan skal vi fungere.

Men som jeg også har nævnt ovre i artiklen om barfodssko eller ej, så er det netop derfor, at de fleste "skoløse" samfund stadigvæk bruger noget sandal-agtigt under varmere himmelstrøg, eller noget mokkasin-agtigt under de koldere.

Barfodsløb som værktøj
Jeg vil give dig ret i, at det kan være givtigt at smide skoene en gang imellem for at mærke efter, om man har tillagt sig andre dårlige vaner - jeg tager også selv et par ture uden sko når lysten kommer over mig.

Men det skal være som et værktøj, og jeg vil fastholde, at det ikke der måden man skal angribe sit primære løbepensum på. Det bliver i hvert fald aldrig anbefalingen herfra.

Happy feet.

Charlotte Dollerup Boel

Tusind tak for udførligt svar. Det giver jo god mening, at man får den der flig af forsigtighed uden sko. Og selvom jeg nødigt vil indrømme det, så er det jo nok ikke helt "frit løb" når man ikke har sko på. Jeg vil dog fortsætte med at gå barfodet, når jeg kan, og løbe uden sko, når chancen byder sig - det er det der med de 200.000 nerveender ;-)

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: