Brevkasse

Løb uden skader i Jylland:

Der er dobbelt-whopper i Århus i november. Første dag er udsolgt, men enkelte pladser tilbage på dag to Udsolgt

Marathonløb nummer 2.

Oskar Jensen

Hej Claus.

Jeg er en 21-årig knægt, der søger lidt gode råd. Jeg løb mit første marathon til CPH-Marathon og endte med at kollapse lige mellem 39 og 40km. Efter ca. 20-30 min på jorden og en masse kulhydrater fik jeg dog lov til at fortsætte i mål. Jeg vil gerne løbe igen til oktober, og jeg har kun haft et par løbeture siden "dommedag", da jeg lige nu har min fokus på styrketræning. Hvad vil du anbefale trænings og ernæringsmæssigt, så jeg kan få en god oplevelse og bedre tid, uden at "gå død". Min træning før bestod af 3 måneders træning med 3 ugentlige pas (tempo,lang og MT), og var også helt ude at løbe 32km på den længste tur. Jeg sørgede også for at carboloade et par dage før CPH, og fik også et par dextro tabletter samt energidrik under turen, så jeg er lidt i tvivl om hvor den er gået gal.

Mvh. Oskar

Svar:

Claus Rasmussen

Hej Oskar,

Hvis man kollapser på et marathon, så skal man ikke rejses op og skubbes videre - uanset hvor meget man så har fået kørt i hovedet.

Selvfølgelig vil man ofre en arm og et ben for at nå i mål når det nu var første gang, men udover at du kan sætte et flueben ved bedriften, så giver forløbet ikke rigtig nogen mening.

Så kan vi ikke blive enige om, at hvis det sker igen, så løber du ikke videre?

Men allerhelst skal vi jo helt undgå, at det sker...

Hvad gik galt?
Jeg vil tillade mig at gætte på, at dit kollaps ikke nødvendigvis har haft så meget med din træning at gøre, men i stedet:

  • At du har presset dig selv for hårdt på dagen, uden at kunne genkende de faresignaler du har fået undervejs.
  • At din ernæringsstrategi ikke har været skarp til at løbe langt på.

Det første punkt er jo blot et spørgsmål om alder og erfaring (sagde den gamle). Hvis du ikke før har følt på egen krop, hvordan man har det når kroppen er ved at lukke ned, så kender du naturligvis ikke signalerne. 

Det gør du forhåbentlig nu, og næste gang ved du, at du skal lette foden fra speederen når det sker.

Ernæringen
Så vi skal nok vende blikket et andet sted hen for at finde ud af, hvorfor du dejser om - nemlig til din ernæring. Både i dagligdagen, forud for og under løbet.

Der er mange meninger om, hvad vi skal proppe i hovedet. Men når vi taler om lange løb (marathon og derover), så er der efterhånden en vis konsensus om, at det kunne være en mægtig god idé at kunne rekvirere sin energi primært fra fedt, og ikke sukker.

Den helt korte forklaring er, at sukker futtes hurtigt af, og for at løbe et marathon på kun sukker skal du konstant hælde sukker indenbords for at holde dampen oppe. Og så meget sukker har en tendens til at få kroppen til at slå knuder.

En vigtig pointe er, at det er din daglige kost og din kost i dagene op til løbet, der afgør, om du er en god fedtforbrænder - det er ikke noget du bare kan "tænde for" på dagen ved at gnave en stang smør på startlinjen, men noget, du skal arbejde på et stykke tid.

Lykkes det dig at komme i mål med at blive en bedre fedtforbrænder, så er der ikke længere behov for "carboloading" eller vanvittige sukkermængder for at komme godt i mål. Så får du til gengæld et "evighedsgear", som kan køre så længe som kroppen nu ellers kan klare belastningen ved løb (her spiller løbestil jo ind i stor stil).

Her er et par links til andre ting jeg har skrevet, som uddyber både det ernærningsmæssige, samt min træningsfilosofi til længere løb:

God træning og god appetit :)

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: