Brevkasse

Løb uden skader i Jylland:

Der er dobbelt-whopper i Århus i november. Første dag er udsolgt, men enkelte pladser tilbage på dag to Udsolgt

Hæl/svangsene

Mik Kristoffersen

Hej Posemand

Jeg er efterhånden(uden at prale) blevet en habil løber. Har løbet i ca 4 år( både 1/2 og 1/1 marathon) uden de helt store skavanker. Jeg blev dog ramt af en mindre irritation i min venstre fodrodsknogle som stod på i et par måneder. Den forsvandt omkring jul, men umiddelbart efter gik det i hæl og svangsene. Denne irritation døjer jeg stadigvæk med. Jeg har modtaget både chokbehandlinger, og en del øvelser der ikke rigtig hjælper noget. Har været inde og kigge på din video hvor du beskriver hvad man kan gøre, for at forstærke fodens knogler osv.
Det store spørgsmål er om jeg skal prøve at strække den svangsene ud(som du også beskriver i videoen), eller du kan råde mig til andre nyttige ting.

Ser frem til at høre fra dig.

Mvh

Mik Kristoffersen

Svar:

Claus Rasmussen

Hej Mik,

Uden at lyde alt for kæk, så er jeg faktisk rigtig glad for, at du stiller netop det spørgsmål :)

Forløbet er nemlig helt klassisk: 

  • Noget begynder at knirke
  • Man løber videre, for "det går jo nok væk af sig selv"
  • Problemet forsvinder, MEN:
  • Nu opstår et nyt problem :)

Dit første problem - fodrodsknoglerne - har jo antageligt været en overbelastning, uheldig løbemekanik, eller en kombination.

Og hvis noget gør ondt, så kompenserer vi i vores bevægelser. Du har måske ikke været bevidst om det, men jeg tør sætte en høj stak jetoner på, at der er sket en kompensation i foden på den ene eller den anden måde, når du løb.

Derfor oplevede du så, at det ene problem forsvandt, men et nyt opstod.

Og først når man så har pisket en smerte rundt tilpas længe til at man bliver livstræt, så kaster man håndklædet i ringen og begynder at se på, hvordan det kan afhjælpes.

Problemet er bare, at så er man måske igang med at afhjælpe noget, som er afledt af et helt andet problem, og så er man lige vidt. Årsagskæden kan være så lang, at man behandler i øst mens problemet startede i vest.

Som du måske ved, så starter alt her på fabrikken jo med hvordan man bevæger sig, og sålænge jeg ikke har set dig løbe, så bliver enhver form for fjerndiagnose jo gætværk.

Hvad jeg dog med sikkerhed kan sige er, at du ikke skal strække på irriteret væv. Det har jeg skrevet om et par gange tidligere:

Du skal, med andre ord holde dig fra at strække svangsenen sålænge den er irriteret. Udstrækning må kun finde sted på væv i god tilstand, og desuden kun, hvis du kombinerer det med at få styrket vævet i samme ombæring. Det har vi lidt om her:

Svangsenen er noget stads at have problemer med, fordi det er så pokkers svært at give den hvile indtil den kommer sig (vi skal jo trods alt gå hver dag), men i det omfang det er muligt, bør du give den fred og ro (du kan dog godt arbejde med at styrke svangen - bare ikke strække den).

Og endelig kan jeg jo heller ikke lade chockwave gå ram forbi uden en kommentar:

Chockwave er naturligvis kun symptombehandling. Nogle gange kan det være formålstjenstligt for at komme ud af en dårlig situation, men hvis problemet skyldes mekanikken i bevægemønstret, så er det som at tisse i bukserne for at lune sig.

God vind med foden.

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: