Brevkasse

Fladfodsløb til håndbold?

Jon Pryds Hansen

Min datter på 15 år har igennem snart et år døjet med skinnebensbetændelse i forbindelse med håndboldtræning. Hun oplever smerte på indersiden af den nederste del af begge skinneben.
Smerterne kommer både i forbindelse med selve håndboldtræningen i hal og særligt ved tilhørende løbetræning. Hun har prøvet at holde længere pauser fra løbetræningen, hvor hun kun har deltaget i haltræningen, dog uden det har hjulpet.
Efter at have læst din hjemmeside, tror jeg det kan skyldes hendes løbestil. Som jeg ser det, tager hun relativt lange skridt og har et lidt overdrevet afsæt med det bagerste ben/fod. Dette gælder både i hallen og ved løbetræningen.

Vil det hjælpe noget at se på hendes fodtøj og evt. udskifte det til mere minimalistiske modeller? Her tænker jeg særligt på skoene til haltræningen.
Hvordan får men en pige på 15 år til at være mere bevidst om sin løbestil? Det virker lidt urealistisk, at hun skal ændre sit løbemønster, samtidig med at hun har fuld fokus på bold, øvelser, med- og modspillere.
Er der i øvrigt nogle øvelser der kunne hjælpe?

På forhånd tak.

Mvh. Jon

Svar:

Claus Rasmussen

Hej Jon,

Sjovt nok er du ikke den første der kommer med sådan en historie. Jeg kan i hvert fald mindes en håndfuld unge håndboldpiger gennem tiden, som er kommet her med samme problem, så I er ikke alene.

Det er for tidligt at være i stykker
Det siger sig selv, at hvis et menneske på bare 15 år døjer med skinnebensbetændelse, så er der noget helt galt.

Normalt plejer jeg jo at sige, at er man under 20, så bør man ikke kunne tillægge sig en skade med mindre man tigger om det, for kroppen er så sprængfyldt med saft, kraft og hormoner, at man regenererer natten over stort set uanset hvad man gør ved sig selv.

Det er også derfor, at der er langt mellem de 20-årige på mine kurser....men de komme dog fra tid til anden, hvis det står virkelig skidt til.

Hvad sker der med skinnebenene?
Hvis du ligefrem selv kan iagttage, at din datter har et overdrevet afsæt, så er der nok noget om snakken. Og hvis vi kombinerer dette med en konventionel hællanding, så har vi opskriften på en solid omgang skinnebensbetændelse:

Overdreven brug af underbensmuskulaturen i BÅDE afsæt og landing - musklerne får aldrig fred.

Hvad gør vi nu?
Du skriver, at det er urealistisk at være opmærksom på løbestilen mens der er fuld fokus på spillet.

Det er jeg nu ikke helt enig i. For naturligvis er al fokus på spillet når det pågår, men man kan jo godt arbejde med bevægemønstret under løb, og stille og roligt lade det sive ind i hendes måde at bevæge sig på.

Det rigtige ville selvfølgelig være at skrue ned for håndbolden i en periode mens hun fandt sig tilpas i flade sko og med en mere hensigtsmæssig løbestil, men det formoder jeg ikke vi kan mønstre stemning for, så vi må nok sigte på den næstbedste løsning:

Den pragmatiske tilgang vil være at få en omgang undervisning i fladfodsløb, og så tage det med der nu kan lade sig gøre. Og for at svare konkret på dine spørgsmål:

  • Du kan ikke lære at løbe fladfodsløb ved at købe et par flade sko
  • Du kan ikke lære at løbe fladfodsløb blot ved at lave øvelser på gulvet

Hvis hun så i løbetræningen udenfor hallen bruger det hun har lært, så vil det formodentlig stille og roligt smitte af på måden hun bevæger sig på i hallen. 

Betragt det som al anden supplerende træning - styrke- koordinations- eller konditionstræning. Det er altsammen med til at gøre hende en bedre atlet.

Skinnebenene skriger antageligt fordi de bliver brugt forkert, og det bliver I nødt til at tage hånd om.

Den gode nyhed er jo, at med bare 15 år på bagen, så er kroppen stadig så modtagelig for ændringer, at det snildt kan løses.

God træning.

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: