Brevkasse

Jeg fryser mine tæer

Bitten Skyt Andersen

Hej
Jeg har i løbet af foråret og sommeren for alvor vænnet mig til udelukkende at bruge fladfodssko, men nu bliver det koldt og vådt... What to do? Kan næsten ikke overskue at hoppe i de gamle vintersko og støvler. Jeg har et par vandtætte Vibram sko, men der er ingen varme i...
Håber på gode ideer.
Mange hilsner Bitten

Svar:

Claus Rasmussen

Hej Bitten,

Én af årsagerne til kolde tæer er jo, at de ikke bliver brugt. Jo mere du får aktiveret fødderne, des varmere bliver de.

Så selv om fladfodssko er tynde og uden isolering af nogen art, så kan du faktisk godt holde varmen i dem, også når det er rigtig koldt.

Jeg var selv halvanden time ud i sneen i går med bare tæer i mine Vivo-sko, og det var der ingen problemer i. Det var selvfølgelig koldt til en start, men det var det for hele kroppen. 

Så snart man har været igang fem minutter, så kommer varmen - også i fødderne. Og det er faktisk fordelen ved tynde sko: fødderne kan bevæge sig og skabe varme, modsat stivere og tykkere sko, hvor foden er passificeret, og bare ligger og bliver kold.

Den eneste reelle fjende er vand. Hvis du får våde fødder, og det iøvrigt er koldt, så er alt håb ude.

Fivefingers vs. "hele" sko
Du nævner selv fivefingers, men de er desværre rigtig dårlige til det med vand, for de tager vand ind mellem tæerne, hvor der blot er stof.

Og en vandtæt sko ville jeg nødig være i med mindre jeg var i ganske særlige omstændigheder.

En "rigtig" sko - altså uden tæer - er bedre under de forhold. Og smider du en god uldstrømpe i (altså til løb - ikke en tyk hjemmestrikket), så kan du klare hvad som helst.

En syntetisk strømpe er intet værd, men uld sender dig varm hjem.

Tilbage er så kun stilstand, som kan gøre livet koldt for en fladfodsløber - at stå stille og vente på det røde lys kan godt få kulden til at sive op gennem plankerne, men så er det bare om at komme videre :)

God vinter.

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: