Brevkasse

Løb uden skader i Jylland:

Kom til Århus og bliv løbeskaderne kvit i lørdag den 5. (udsolgt) eller søndag den 6. maj ....eller send en, der trænger ;)

konfus efter cph halv marathon 2017

Steffen Webb

Hej Claus

Først og fremmest er jeg nybegynder indenfor løb. Aner intet om løbestil, træningsmetoder, puls og lignende.

2017 marts startede jeg med at løbe 3-5kms løb "hver anden dag" med masser af helligdage. Hen imod sommeren løb jeg fast hver anden dag. I mellemtiden tilmeldte jeg mig cph half marathon (fordi mit arbejde betalte halvdelen).

Sommerferien kom og grundet min løbemakker faldt fra, glemte jeg min træning og da ferien var slut gik det op for mig at jeg jo havde et 1/2 marathon forude. Helt vanvittigt valgte jeg at løbe 10km hver anden dag.

Den første gange var selvfølgelig med av for satan i alle led og muskler og lunger som jeg var ved at kaste op. Men efterhånden hen af august lykkedes det mig at finde et godt tempo, få gode ben og sådan set kun kæmpe med vejrtrækningen.

Undervejs i august løb jeg en 14 og en 17km med gode tider og gode ben, mest for at mentalt komme over mine 10km trænings distance. 14 dage før blev jeg bedt af en ven om at holde pause så jeg kunne restituere (det var jeg meget bekymret for, fordi jeg er kommende eks ryger, og bekymret for manglende kondition).

Dagen kom og jeg skulle løbe med en ven (som løber fladfodsløb) og han skulle være min hare/pacer. Mega dejligt løb de første 14km, da pludselig smerten kom i venstre fod og måtte løbe de sidste 7 i smerte. Stolt kom jeg ind i tiden 1.42.45. Men ikke stolt over at løbe i smerte, og forvirret over hvorfor jeg kunne løbe 120 km i august uden problemer og opleve dette i mit først løb nogensinde.

Jeg har ledt efter en forklaring i mit hoved, var det overanstrengelse eller var det måske det faktum at jeg skiftede hverdagssko samtidigt med min restitutionsperiode. hele sommeren har jeg gået i meget flade campers og de sidste 14-17 dage gået i sko med høj hæl. Har min fod vænnet sig til noget unormalt og glemt hvordan min normale billige løbesko føles. Smerterne er væk i mine led her på anden dagen, men min lægmuskel er spændt til bristepunktet og har ømme fodballer. Jeg ved at jeg lander lander anderledes på venstre fod (mere stumpt, platfodet?)

Nu har jeg sat mig for at jeg vil lære at løbe ordenligt og er blevet forført af historierne herfra. Hvordan skal jeg starte, så jeg kan gennemføre et fremtidigt løb uden problemer? Vinteren er på vej og det dårlige vejr hænger over os, så skal også se efter de rigtige sko til hverdag og løb.

Mvh. Steffen

Svar:

Claus Rasmussen

Hej Steffen,

Inden vi går igang bliver jeg nødt til at spørge: Hvad f***** er en "kommende eks-ryger"? Betyder det, at du tænker på at holde op i morgen, og i mellemtiden undrer dig over, hvorfor lungerne vender udad? 

Nå, men det prøver vi at abstrahere fra, og så gå ombord i din lange beretning. Det kunne være rart med lidt kontekst omkring din alder, hvordan din hverdag ser ud etc, så tag følgende med de passende gran af salt.

Velkommen i klovneklubben
Men uanset hvad din baggrund måtte være, så tror jeg godt, du kan indkassere et klovnekort. Ikke fordi du er dummere end alle andre, men fordi du formodentlig har gjort alt, alt for meget, alt for hurtigt, og alt for hårdt.

For med mindre du er gjort af et helt særligt stof, eller blot er 17 år gammel og strutter af Morten Korchsk bondemands-sundhed, så lyder det som om du er gået til opgaven med lidt for krum hals.

Du skriver jo heldigvis selv, at det var "helt vanvittigt", og dermed har du jo egentlig også tildels selv besvaret dit spørgsmål.

Der er såmænd ingen grund til at undre sig gul og blå over præcis hvorfor din krop sagde stop efter 14km på dagen, for det er formodentlig en kombination af ALLE de ting du selv har ridset op.

En klog løber ændrer aldrig på mere end én parameter ad gangen, så du tigger jo næsten om at få en over nakken når du indenfor kort tid:

  • Går fra at "glemme at træne" til at løbe 10km hver anden dag.
  • Øger til så meget som 17km på en enkelt tur (nærmest ligeså langt som vi beder vores HEL-marathonløbere om at løbe ganske få gange)
  • Skifter hverdagsfodtøjet ud.

Og at du så løber syv kilometer videre på en skade giver dig jo heller ikke ligefrem nogen fordele.

Alt står i hvert fald i skærende kontrast til, hvordan vi tackler tingene her på fabrikken, og siden du nu selv antyder, at du vil gå "vores vej", og at "vinteren er lang", så tænker jeg egentlig, at timingen er helt perfekt til at pege dig hen på vores informationsmøde for vinterens marathonskole, som du er velkommen på næste uge.

Og hvis du kommer, så kom lige hen og sig hej - du kan bare præsentere dig som den kommende eks-ryger ;)

God træning.

PS: Hvis marathonskolen er for stor en commitment, så kan du naturligvis kigge forbi til mere konventionel coaching, eller blot bruge artiklerne og brevkassen her på siden til inspiration til at gøre det på egen hånd....omend du lyder som en mand, der godt kunne trænge til at blive sat lidt under administration ;)

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: