Workshop: Løb uden skader

Løb uden skader i Jylland:

Dobbelt-whopper i Århus: Kom og bliv løbeskaderne kvit den 5. eller 6. maj....eller send en, der trænger ;)

Workshop: Løb uden skader

Her har du en beskrivelse af en normal workshop, der sigter på at gøre dig til en effektiv, skadefri løber.

Kald det POSE Running, barfodsløb, naturligt løb, eller hvad der nu klinger bedst - udgangspunktet er, at vi vil finde tilbage til en løbestil, som din krop er bygget til at understøtte.

Hvis du vil være godt forberedt kan du bruge lidt tid på at læse Proprioception - Making sense of Barefoot running.

Workshoppen varer fem timer, og forløber således:

Baseline

Vi starter med at filme din løbestil som den ser ud i dag - filmen bliver vores baseline, som vi kan sammenligne med resten af dagen.

Teori

Efter at vi har fanget dig på film tager vi lidt teori:

  • Hvorfor overhovedet fokus på teknik i løb - har alle ikke deres unikke stil?
  • Hvad er en optimal løbestil?
  • Hvilke kræfter er i spil når vi løber?
  • Hvorfor er hællanding noget skidt?
  • Hvorfor er konventionelle løbesko med tykke såler noget skidt at løbe i?

Når vi har etableret en forståelse af, hvad god løbestil er for noget analyserer vi din løbestil og ser, hvor du ligger i forhold til idealet, og hvor vi skal rette ind.

Praksis

Nu er vi klar til at gå til stålet, og forsøger med simple øvelser at få rettet din løbestil ind mod idealet.

Efter nogen tid filmer vi igen, og analyserer din stil påny, for at se, om du har flyttet dig.

Øvelser og analyse går vi igennem et par gange indtil vi har fået rettet dig godt til, og så er du klar til at blive sluppet løs på egen hånd.

Efter workshoppen

Heldigvis er det ikke helt forbi når du går hjem efter workshoppen - du bliver sendt hjem med:

  • En personlig video - jeg klipper dine film fra workshoppen sammen til dig, inklusive slow-motion-sekvenser af dit løb.
  • En udførlig e-mail med de væsentligste pointer om, hvordan du kommer godt igang.
  • Adgang til Posemand Alumni Society, hvor du kan se øvelsesvideoer og diskutere fladfodsløb med ligesindede. Det er udelukkende folk jeg har undervist, som bliver lukket indenfor, så alle har en fælles forståelse for godt løb.
  • Mulighed for at deltage i Posemandens Fladfodsklub - vores træningsfællesskab.
  • Et væld af gode rabataftaler, som giver dig mulighed for at købe flade sko og andet løbegrej med op til 30% rabat.