Brevkasse

Trailsko

Ejvind Kjærulf

Hej Posemand,
Jeg står og skal investere i en god, solid trailsko uden alt for meget bund, og helst så minimalistisk som muligt. Både Inov-8 og Vivo synes at have nogle gode bud, men jeg har ikke råd til at købe mere end ét par (ellers gjorde jeg naturligvis det.)

Det er enormt svært at vælge, for sålen skal jo gerne være så tynd som muligt, men der skal jo også gerne være et ordentligt mønster med solidt greb både i mudder og på sten/rødder.

Så var det jeg tænkte at du jo sikkert havde nogle stykker fra begge producenter, og havde lyst til at fortælle lidt om hvilken en der var din favorit, og hvorfor. :)

På forhånd tusind tak, og tak for nogle gode artikler.
Som fattig wannabe forfodsløber må man suge Info til sig hvor man kan, og når jeg er løbet ind i problemer har jeg som regel kunne finde årsagen ved at læse på dit forum (og mærke ordentligt efter selvfølgelig).

Svar:

Claus Rasmussen

Hej Ejvind,

Tak for de pæne ord - lad os få styr på, hvordan du får fat på en flad trailsko, så du kan komme en tur i skoven.

I skrivende stund mener jeg kun, at tre producenter laver noget der er værd at tage med i skoven, hvis man er glad for fladfodsløb: Vivobarefoot, Inov-8 og Merrell.

Vivobarefoot

Har modellerne Neo Trail og Breatho Trail, som stort set er den samme sko - Neo Trail er mere vandafvisende end Breatho trail, hvilket er rigtig godt, hvis man løber i fugtig skovbund.

Er man ude i at få fødderne under vand, så er det pludselig ikke så god en idé, da de er ligeså gode til at holde vandet inde i skoen som udenfor. Personligt betød det for et par år siden et meget vådt Thy Trail Marathon for mit vedkommende. Nu om dage løber jeg stort set kun i Breatho når jeg er i skoven.

Begge modeller har en sål der er ligeså tynd som deres asfaltsko, men den har knopper, som gør, at du kan stå godt fast i det meste terræn.

Det betyder, at du får super god fornemmelse for underlaget, men stadig et godt greb, og også en ekstra beskyttelse fra knopperne.

Breatho er min egen foretrukne sko til alt dansk terræn. Har blandt andet løbet Hammer Trail 100 milesBornholm rundt ad kyststien, og ethvert tænkeligt spor i omegnen af København i skoen uden problemer.

Bliver underlaget grovere end hvad man finder herhjemme går jeg videre til Inov-8.

Inov-8

Har Trailroc-serien, hvor Trailroc 150 er flad og uden mellemsål, Trailroc 235 er flad med en mellemsål på....4mm, tror jeg, og de øvrige begynder så at have højdeforskel på for og bag (drop) samt en såkaldt rockplate, som ligger i sålen og beskytter mod underlaget.

Konventionelt løbende skovnisser mener, at Trailroc er utrolig bred i forfoden, men for fladfodsløbere er vi sådan set bare der, hvor det tilnærmelsesvis kan accepteres. Den er væsentlig smallere end Vivos modeller, men det er til at overleve, hvis man ikke skal have den på hver dag.

Trailroc'ens særlige kendetegn er, at den står fast i hvad som helst. Eller i hvert fald står det fast i alt det, som andre sko også står fast i.

Trailroc 150 er en rigtig fin sko, som giver dig god fornemmelse for underlaget, og en beskyttelse som er meget sammenlignelig med Vivos trailsko. Udover bredden er min eneste anke, at sålen virker lidt mindre fleksibel end Vivosålen.

Trailroc 235 har som sagt mellemsål, og det er den sko jeg tyr til, hvis jeg er ude og løbe i de høje bjerge, hvor underlaget ikke er andet end gedestier, skarpe klippekanter og løse skærver. Jeg bruger skoen når min Breatho ikke giver beskyttelse nok.

Merrell

Har modellen Trail Glove, som er en velproduceret, flad trailsko med rigtig god plads i forfoden. Til gengæld føler jeg, den er meget smal omkring vristen, men det kan muligvis tilskrives mine udtrådte fladfødder.

Trail glove giver superfin beskyttelse i skoven, og har også en smule mellemsål, så den er måske nemmere at gå til for en ny fladfodsløber, end de helt rendyrkede flade sko uden mellemsål (som dem vi lige har været igennem).

Mellemsålen giver lidt ekstra beskyttelse mod groft underlag, men til gengæld har den nærmest ingen knopper, så alt ialt giver en nok samme beskyttelse som en Breatho.

De manglende knopper gør dog, at der ikke er synderligt godt greb i sålen - der er simpelthen ikke knop nok til at komme helskindet gennem en god gang mudder, og man ender med stor sandsynlighed på halen, hvis det bliver tilpas pløret. 

Jeg har i hvert fald fået stor underholdning ud af at have en Trail Glove-bærende løbemakker med rundt på et mudret rødt spor i Hareskoven :)

Hvad skal jeg vælge?

Dit valg kommer helt og holdent an på, hvad du skal bruge skoen til, og hvor du skal løbe henne.

Du må aldrig blive macho omkring dit skovalg og vælge så tynd en sko, at det er ubehageligt at løbe i den (fik I den, barfodsløbere ;) ).

Så hellere geare op, og vælge lidt tykkere sål, så du stadig kan løbe med god stil. Det er rationalet bag at jeg selv tager en Trailroc 235 på når underlaget viser tænder, selv om den med sin mellemsål faktisk ikke slipper gennem de fem kritiske punkter for en fladfodssko.

God shopping :)

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: