5 fejl ved forfodsløb - del 1

Der er mange, der vil kloge sig, når du skal ud at prøve lykken i flade sko. Men desværre er der også rigtig mange misforståelser, som kan give dig en dårlig oplevelse med den nye løbestil, og det skal vi have renset ud i.

Derfor får du her en genvej til at undgå de fem fejl, som jeg oftest ser hos "nye" forfodsløbere, og kan du bare undgå de fem, er du sådan set ret godt på vej mod en helt habil, naturlig løbestil.

Inden du går igang bør du læse de fem gratis tips til en naturlig løbestil, så du har fundamentet på plads.

Bagefter viser jeg dig en video af alle fejlene, samt korrekt stil i slow-motion (de utålmodige kan hoppe direkte til videoen).

Fejl #1: Prinsessen

Når en "selvlært" forfodsløber kommer forbi butikken, så kommer han fire ud af fem gange dansende afsted så højt oppe på tæerne, at man må gnide øjnene og nive sig i armen for at tro ham, når han siger, at "det føles virkelig afslappet det her....".

Det ser yndigt og koket ud, men har intet med en naturlig løbestil at gøre. Jeg kalder det en "prinsesselanding".

Jeg har været inde på det før, men problemet ligger nok i den lidt uheldige betegnelse "forfodsløb". Navnet antyder jo ligesom, at man skal være godt oppe på forfoden, men i virkeligheden skal du ned på flade fødder - just derfor kalder jeg konsekvent en naturlig løbestil for fladfodsløb i stedet for "forfodsløb".

Er du for meget oppe på tæerne får du lægge så hårde som sten, og det er ikke "...noget der bare følger med".

Men det er ikke det værste - næste problem kan meget vel blive dine achillessener, som bliver overbelastede af dine prinsessenøkker, og sker det, så har du et langt større problem end ømme lægge.

Korrektion:
Kom ned fra tæerne og land på flade konvolutter. Du skal bare have en en snert mere vægt på den forreste del af foden, end på hælen. 

Fejl #2: Minesøgeren

I forlængelse af prinsesselandingen ser jeg, at folk lander alt for langt foran kroppen. I et forsøg på at gennemtvinge en fodfodslanding ligner det forreste ben en minesøger, der scanner jorden - en lang strakt pind med en vandret plade på spidsen (din fod).

Det er den klassiske løbestil, der stadig sidder fast i kroppen. Er du vant til at tage gode, lange skridt, så bliver du ved - også selv om du nu lander på forfoden i stedet for på hælen.

Så kan det godt være, at du skåner knæene, men til gengæld pulveriserer du knoglerne i din forfod, og inden det sker har du grædt dig i søvn over smerter alle tænkelige steder i foden. Derudover bremser du stadig din egen fremdrift, som ved lange skridt med hællanding, og det er jo spild af gode kræfter.

Mange tror fejlagtigt også, at smerter i fødderne bare følger med når man lægger stilen om, men det behøver ikke være sådan.

Korrektion:
Så snart du har trukket benet med dig, så slap af i det, og lad det lande "hvor det selv vil" - du skal ikke strække benet frem, eller forcere landingen på nogen måde. Prøv i det hele taget at fjerne fokus fra din landing, da det både giver prinsesselandinger, landinger for langt fremme, og gør dig alt for stivbenet.

Fejl #3: Robotten

Når du så har forstået, at minesøgeren og de lange skridt ikke er vejen frem, er der desværre overhængende fare for, at du ryger helt i den anden grøft, og stempler fødderne hårdt og kontant i jorden under dig, som var du en robot. Men det er stort set ligeså hårdt for fødderne som at lande for langt foran kroppen, det er ineffektivt, og kommer aldrig til at give dig den magiske, flydende fornemmelse ved at løbe.

Men det er ikke nødvendigvis din skyld, for du har sikkert fået tudet ørene fulde af, at det er vigtigt med korte skridt, og at du skal lande under dit eget tyngdepunkt. 

Problemet er bare, at begge dele er resultatet af en afslappet landing, hvor fødderne får lov til at passe sig selv, og svinge fint fladt på plads - ikke at du bruger energi på at fremtvinge positionen.

Korrektion:
Slap af i understellet og tænk ALDRIG på at placere din fod på jorden - den lander hvor den lander, og den lander bedst, hvis du blander dig udenom.

Fejl #4: Vinkeljernet

Om det startede med Chi Runnings "læn dig fra anklerne", eller fejlfortolkninger af POSE Runnings snak om, at "falde fremad" ved jeg ikke, men i hvert fald læner mange sig så kraftigt forover, at jeg er bange for, at de ryger på næsen.

De fleste læner sig fra hoften og op - altså "knækker" i hoften og bøjer overkroppen forover som et vinkeljern, men der er også andre, som "læner sig fra anklerne", og falder fremad, som var de det skæve tårn i Pisa.

Begge dele er misforståelser, og ser iøvrigt indlysende fjollet ud (man kan ikke fortænke Nikolaj Lie Kaas for at gemme ansigtet væk når han ser den sidste variant i Natholdet, 4:10 inde i klippet [original video finder du hos Vores Puls])

Du skal holde kroppen fuldstændig lodret og afbalanceret når du løber - der er ikke behov for at læne sig hverken forover eller bagover (som jeg en sjælden gang også ser) for at komme fremad. Vil du gerne helt til bunds i teorien bag, så er du velkommen på en workshop, men ellers slå dig bare til tåls med, at lodret er sagen.

Du behøver ikke kigge længere end til vore bedste løbere - børnene - for at se, hvordan det skal gøres. Alle børn løber fuldstændig ret op og ned. 

Er børnene ikke bevis nok, så tag plads i sofaen til en god atletik i flimmeren, og tæl engang, hvor mange løbere der løber ret op og ned, og hvor mange der læner sig forover - mit bud er, at der vil være langt mellem vinkeljernene.

Korrektion:
Vær rank i dit løb, og lad hofterne være lige så langt fremme som skuldrene. "Næsen over navlen", hed rådet hos "Marathonmunkene på Mount Hiei", som løb 1000 marathonløb i sandaler inden de fik ro i sindet.

Fejl #5: Hængerbenet

Med det ensidige fokus på at få foden til at lande korrekt, få justeret skridtenes længde og lande under dit eget tyngdepunkt, så glemmer du med stor sandsynlighed alt om dit bagerste ben, og ender med det, jeg kalder hængerben.

Når du "taber" det bagerste ben, så hænger det og skaber en enorm ubalance, som både gør det svært for dig at være en kompakt løber (som du kan læse mere om de fem gratis begyndertips), og iøvrigt ansporer dig til at knække i hoften og lave vinkeljernet for at få balance i kroppen.

Denne balance er dog ikke af den gode slags - hængerbenet skaber ubalance bagtil, og noget må derfor skydes frem. Det kan være overkroppen, hvorved du ender som et vinkeljern, eller det kan være det forreste ben, hvorved du laver minesøgeren. Hængerbenet har det med at starte en lavine af problemer.

Korrektion:
Træk dit bagerste ben med dig så hurtigt som muligt, så du kan blive en kompakt løber. Det er måske det meste centrale råd af alle, og de gamle elever her i butikken vågner jævnligt badet i sved mens de skriger "Træk, træk, træk".

Bonusfejl (#6): Strygejernet

Ok, det var meningen, at den skulle være gemt til næste gang, men da jeg lavede videoen her nederst på siden kunne jeg simpelthen ikke komme udenom også lige at lave "strygejernet".

I stedet for bløde, runde bevægelser, så scooter du fødderne henover jorden, og der er nærmest ingen frihøjde mellem fødder og underlag.

Det er et listigt problem, for du gør dig hverken skyldig i hængerben, vinkeljern, robot eller prinsesse - måske kun lidt minesøger, men det er ikke engang sikkert. Derfor kan du tro, at alt er godt, men du bruger alt for mange kræfter på at trække dine lange strakte ben fremad med hoftebøjeren.

Udover at strygejernet er spild af kræfter, så vil det også være en effektiv stopklods for, at du nogensinde kan få rigtig fart i dit løb.

Korrektion:
Som ved hængerbenet: træk det bagerste ben med dig i en fart, men husk, at du skal trække foden op mod rumpen, og ikke bare slynge den fremad. Hvor højt den så kommer op er en funktion af din fart - lav fart: lille højde, høj fart: stor højde.

Hjælp, det er uoverskueligt

Nu kan det jo lyde, som om vejen til godt fladfodsløb er belagt med så mange farer for fiasko, at det slet ikke er en vej, der er værd at gå. Men sådan er det bestemt ikke - det kræver bare, at du holder tungen lige i munden og sorterer i de råd, du bliver mødt med.

Der er to kategorier af "farlige råd":

  1. Personlige erfaringer, der bliver ophævet til universelle råd: 

    Mange har haft gode erfaringer med at hoppe over i flade sko, men ved ikke altid, hvorfor. Du kan ikke nødvendigvis regne med, at det, der har fungeret for en anden, vil fungere for dig.

  2. Papegøjesnak:

    Ingen vil jo lyde dummere end sin nabo, og falder snakken på forfodsløb, så reagerer mange ved at slynge om sig med trivialiteter, som de har hørt ude i byen, som f.eks. "korte skridt", "høj kadence" og "frem på foden", uden at det iøvrigt bliver sat ind i en større sammenhæng.

    Det er altsammen fint, men det er resultaterne af en god fladfodsstil, og ikke årsagerne til den. Jager du resultatet uden at kende årsagen, så ender du ganske ofte med at begå én eller flere af fejlene i artiklen her.

Selvfølgelig skal du heller ikke uden grund tro mere på mig, end på alle andre, men observationerne i artiklen her er hverken egne erfaringer, papegøjesnak, eller trukket ud af den blå luft: Alene i år (2012) har jeg haft mere end 200 løbere gennem møllen, og jeg udtaler mig kun om noget, jeg kan se et tydeligt mønster i.

Fem (+1) fejl in action

Til sidst får du her koncepterne i en lille film, så du kan se, hvordan problemerne tager sig ud i virkeligheden og i slow-motion. Bemærk, at du snildt kan lide af mere end ét problem på samme tid.

Sidst i videoen kan du se, hvordan stilen skal se ud, når du får luget problemerne af vejen, og når du er nået dertil, kan du passende gå videre til 5 fejl (mere) for forfodsløbere (del to af denne artikel).