Brevkasse

Valg af sko efter knæskade

Jeanne Kofoed-Jensen

Hej =)

Jeg er ved at gennemgå et langsomt skift til at løbe barfodet. Jeg har en knæskade (som intet har med motion at gøre, jeg var bare uheldig på en ferie), og har derfor skulle træne langsomt op efter en operation. Jeg er gået fra Nikes Lunar Glide over i deres Nike Free, hvor jeg samtidig ændrede løbestilen til at blive mere fladfodet. Nu er jeg oppe og løbe 4-4,5km uden smerter i knæet (havde lige en måned med smerter i samtlige sener i underbenet og fødderne da jeg skiftede løbestil). Hvilke sko ville du anbefale?

Jeg er lidt bange for bare at hoppe i et par sko uden nogen form for stødabsorbering, da jeg ikke ved om mit knæ kan klare at ramme ned uden støtte overhoved. Hvad er dine erfaringer? Gode råd?

Hilsen Jeanne

Svar:

Claus Rasmussen

Hej Jeanne,

Det kommer helt og holdent an på, hvordan din løbestil ser ud. "Mere fladfodet" kan jo betyde alt fra at man ikke kan se forskel, til at du er helt oppe på tæerne.

Det siger jeg ikke for at provokere dig, men jeg har gennem årene konstateret, at de færreste har nogen som helst anelse om, hvordan deres fodstilling er under løb, før de har set en video af sig selv: Folk fortæller mig, at de løber for meget på tæerne, og en video afslører, at de er på hælen, eller omvendt.

Hvis din stil er i orden efter mine forskrifter, så er der ingen grund til, at du ikke skulle hoppe ned i en rigtig barfodssko - tværtimod vil for meget skum gøre din løbestil for sløset, hvilket ikke gavner knæet.

Du skal ikke være bange for at løbe uden stødabsorbering på grund af dit knæ hvis altså stilen er rigtig flad. Knæproblemer eksisterer praktisk talt ikke blandt fladfodsløbere, fordi belastningen af knæet er en helt anden, end ved "konventionelt" løb.

Hvis du derimod stadig lander på hælen, blot mindre udtalt end før, så giver det selvfølgelig ingen mening at fjerne skummet, for så slår du dig helt sikkert i stykker.

Som du jo nok ved, så giver det i min verden ikke skyggen af mening at lande på hælen, og slet ikke, hvis man har problemer med knæet.

Det kræver dog oftest lidt en holdningsændring at acceptere, at selv svage knæ kan løbe langt, hvis bare man investerer noget krudt i at få optimeret løbestilen.

God vind med løbet.

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: