Brevkasse

Førstegangskøber

Rojin Kianian

Hej !

Det er virkeligt skønt, at du har lavet en brevkasse, hvor dine svar på diverse spørgsmål er let tilgængelige. Tak!

Jeg skal efter en længere pause til at løbe igen og tænker at det er en oplagt mulighed for at skifte til flade sko. Efter at have studeret dit bullshit-filter har jeg besluttet mig for, at jeg på trods af at være lidt nervøs for ændringen vil springe i med begge ben (eller fødder om man vil :P ).

Har kunnet læse mig til, at jeg desværre nok godt kan droppe ønsket om at finde en butik, der sælger sådanne, så har været et smut forbi VIVOBAREFOOTs hjemmeside, men jeg ANER ikke hvad jeg skal vælge!

De har forskellige sko til forskelligt terræn, vejr osv. osv., hvilket giver rigtig fin mening (især hvis man løber meget), men:
Jeg er studerende og uanset hvor god en investering det er, så kan jeg ikke se mig selv købe 3 par sko til formålet liiiiige nu. Og er det overhovedet nødvendigt?
Kender du ikke en god "all-round"-sko til fritidsløbere?
En fin førstegangssko, der gerne kan bruges både i solskin og regn, på vejen og i skoven...

Tak for de gode tips!
Med venlig hilsen
Rojin

Svar:

Claus Rasmussen

Hej Rojin,

Ja, sjovt nok, så er fladfodsløbere de største sko-fetichister, og elsker at købe sig fattige i sko - du skulle se de diskussioner der florerer i vores forum for gamle elever :)

Men det er ikke uden grund, at det er et hot emne, for det er virkelig en kunst at vælge den rette sko til opgaven - en evig balancegang mellem at have så lidt sko på, som muligt, men stadig have beskyttelse nok mod underlaget til, at man ikke føler sig utryg og derved spænder op og korrumperer sin løbestil.

Derfor vil en all-round sko altid være et kompromis, stort set uanset hvor du bruger den.

Men skal vælge én sko, som kan bruges stort set over det hele, så ville jeg måske gå efter en Evo Lite (og bemærk servicenievauet i, at jeg søger en damemodel frem her ;) )

På pivflad asfalt er det umiddelbart for meget sko, og kommer du udenfor stierne i skoven, har den nok ikke greb nok, men som all-round tror jeg, det er et fornuftigt valg.

Hvis du primært er på asfalt, så ville jeg nappe en One, og er du mest i skoven, så ville jeg nappe en Breatho.

Anbefalingerne her er selvfølgelig udfra at du kun kigger på Vivo-sko - der er sikkert også andre gode alternativer, men det var præmissen.

God shopping :)

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: