Slimsækbetændelse bag hælbenet
Jeg har løbet fladfod i ca 4 måneder og havde solotime sidst i januar. Der var nogen korrektioner, som jeg forhåbentlig nu har fået rettet nogenlunde. Jeg har løbet 1-3 km hver anden dag i den seneste tid, men har nu fået ømhed bagved akillessenen og hvad jeg har kunnet læse mig til, er det en slimsæk der er irriteret. Det er ikke voldsomt ømt, men det mærkes som en brændende fornemmelse af og til ved gang og løb. Skal jeg holde helt pause med at løbe? Hvilke af "dine"øvelser er gode at lave - og hvilke absolut ikke? Jeg har - nødtvungent - tegnet medlemsskab i et fitnesscenter - er der noget jeg skal undgå der? Er der nogen terapeuter der er værd at aflægge besøg?
vh Flemming
Svar:
Hej Flemming,
Området omkring anklen er jo øretævernes holdeplads for fladfodsløbere - det er den region der tager et stort tryk, og meget ofte der, folk løber ind i problemer, hvis de klør for voldsomt på.
Jeg er ikke tilhænger af 100% pause med mindre man virkelig har gjort skade på sig selv. Jeg ville skrue ned for distance og intensitet, men holde fast i at løbe hver anden dag. Hvis det ikke flytter noget, så må du prøve at lægge ekstra hviledage ind, og på den måde skrue ned, indtil du når et stadie, hvor der begynder at komme forbedring i tilstanden.
Hvis det så betyder at du ender med at holde helt pause, så får det være sådan, men prøv den gradvise nedtrapning først (nu er det jo noget tid siden du har skrevet, kan jeg se, så det kan jo være, at verden ser helt anderledes ud nu).
Mht. øvelser, så sørg blot for, at det irriterede væv ikke bliver irriteret yderligere. Det vil sige, at enhver form for udstrækning af det ømme område er strengt forbudt.
God bedring.
Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:
Hvis det var dig, der spurgte: Skriv svar