Slidgigt i ryg
Som en ud af to-tre fladfodsløbere i min klub får jeg af og til kommentarer/spørgsmål fra mine skønne ikkefladfodsklubkammerater. I dag sagde en af klubbens seje hunde, en ultra-/marathonløber på 60+ (!!) med slidgigt i ryg og ned i haleben, at det der barfodshalløj nok ikke ville kunne hjælpe ham..?!?!
Ja, et spørgsmål var det jo ikke, men jeg blev nysgerrig. Han er noget stiv i kadaveret - løber ret staccato og går ligesådan. Det MÅ kunne hjælpe ham at undgå den hårde hællanding? Hvad tænker du?
//Charlotte
Svar:
Hej Charlotte,
Tjah, det er vel det, man kalder en "no-brainer"?
Jeg kan jo ikke bare postulere, at fladfodsløb kan løse alle problemer for ham, men ingen ryg har godt af hællandinger, og har man ikke været mærket af det i de unge år kan man meget vel alligevel betale prisen senere i livet.
Havde man dog bare en femmer for alle de gange man har hørt "jeg er helt ødelagt efter mange års løb"....hvor man så har lyst til at fortsætte: "...på hælen".
Din beskrivelse af hans staccato-færd fortæller mig dog, at det sikkert ikke kun er hælen, der er problemet - en generelt anspændthed fører jo heller ikke noget godt med sig. Jeg ser en del løbere, som faktisk fanger stilen OK, men som har svært ved at nå helt i mål fordi de simpelthen er for anspændte.
Det er så ikke - som de fejlagtigt tror - et spørgsmål om udstrækning, men nærmere at få løsnet op mellem ørene.
At han formulerer sig sådan er jo i min bog et åbenlyst "råb om hjælp" :)
God fællestræning.
Tusind tak for dit svar.
Ja, præcis, jeg opfatter det også som et råb om hjælp. Mit problem er at jeg ikke synes jeg vil prædike .. Jeg er ikke pose-coach, bare en glad fladfodsløber, og det ville være grænseoverskridende for mig at sige, at han "bare" skal lægge stilen om og tage et kursus i pose running.
Men jeg kan jo sige at JEG tror det vil hjælpe...
Tusind tak for en fantastisk brevkasse.
//Charlotte
Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:
Hvis det var dig, der spurgte: Skriv svar