Brevkasse

Et paradoks

Amalie S. Dalum

Hej

Virker det ikke lidt fjollet, at man til hverdag går rundt i sneakers, der burde være gode til fødderne, men når man så begår sig ud for at løbe en rigtig tur , hvor det går hen og bliver hårdt for skinnebens - og benmuskler, at man så skulle skifte sko, til sådan en sko som du anbefaler, der ingen form for støtte har, men i princippet bare sørger for man ikke får noget op i foden? Det virker bare lidt mærkeligt for mig.

Vil du så også mene, at man skal gå rundt i flade sko hele tiden? For sko er jo også i dag blevet et spørgsmål om mode. Derfor ville det være en ærgerlig ting (for mig i hvert fald) at skulle give fuldstændig afkald på at kunne gå i forskellige sko/sneakers, som ikke var helt falde, men som jeg bare syntes var fede. Hvad går du selv i til hverdag?

Er ellers er jeg meget positiv omkring din filosofi omkring løbestil!
Mvh Amalie

Svar:

Claus Rasmussen

Hej Amalie,

Du svarer sådan set selv på dit spørgsmål, for man bør lige præcis tænke på, at hvis man vil løbe fladfodsløb, så bør hverdagsfodtøjet også være fladt.

Med andre ord: Din præmis om, at "man til hverdag går rundt i sneakers, der burde være gode til fødderne", er i min verden forkert.

For skum er ikke godt for dine fødder. Punktum.

Og det, du bliver forklaret er skånsomt for dine fødder, er ikke andet end en sovepude, der gør, at du svækker fødderne i det lange løb. (Se evt. artiklen om løbestilsanalyse).

Walk the talk
For som jeg siger til mine kursister: Hvis du går rundt i bløde skumsko, stive herresko eller højhælede otte timer hver dag, og så smider et par flade på, når du skal ud på dine tre ugentlige løbeture, så kommer du i bedste fald aldrig i mål med en flad løbestil, og i værste fald kommer du alvorligt til skade.

Det er klart, at flade sko ikke kun kan være til løbebrug, men er noget, der skal indarbejdes i dagligdagen også.

Faktisk i en grad, så jeg jo postulerer, at den sikreste vej til en god omlægning af løbestilen er at starte med hverdagsfodtøjet (se slutningen af fem fejl ved forfodsløb, del 2)

Brug hovedet
Når det så er sagt, så kan man naturligvis ikke blot stille hele skoskabet til storskrald og gå all-in på de flade fra dag #1.

Hvis dine fødder er vante til skum og støtte, så må du starte med at trappe ud af disse hjælpemidler, men det kan sagtens gøres parallelt med, at du arbejder på en omlægning af løbestilen.

Alting med måde
Inden du så græder dig i søvn over din nye tilværelse i usexet fodtøj, så forstå, at jeg naturligvis skitserer idealet. Det betyder jo ikke, at du ikke kan smide et par fede, men ikke så hensigtsmæssige, sko på fødderne og føre dig frem i modens navn.

Men det skal ske på et oplyst grundlag, og du skal vide, at du ikke gør noget godt for hverken fødder, kropsbevidsthed eller løbestil, hvis fødderne ikke har god kontakt med underlaget.

Så gør hvad du vil, men ingen klagesang, hvis fødderne brokker sig, eller løbet ikke lykkes, hvis det så viser sig, at broderparten af tiden er tilbragt i syndigt fodtøj.

Happy shopping.

PS: Du spørger, hvad jeg selv bruger til dagligt: Overvejende casual-wear fra VIVOBAREFOOT, og her om sommeren masser af barfodstid.

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: