Kan man kombinere minimalistiske sko med indlæg og er det nødvendigt?
Jeg skriver til dig fordi jeg oprindeligt søgte råd omkring skinnebensbetændelse, som kommer hver gang jeg starter på en håndboldsæson. Du har imidlertid allerede overbevist mig om at minimalistiske sko er vejen frem, ligesom jeg gerne vil gå over til barfodssko i hverdagen - og her kommer så mit spørgsmål!
Jeg har fået lavet indlæg af to årsager :
1) Mit ene ben er lidt længere end det andet (1-1,5cm) og det har kunnet mærkes når jeg løb længere ture.
2) Jeg har tendens til at have vægten på bagerste del af foden når jeg står, hvilket resulterer i overstrakte knæer og dårlig holdning i ryg.
Indlæggene er dejlige når jeg løber men på det seneste har jeg ikke brugt dem så meget i hverdagen da det kan være svært så finde sko som kan have et større indlæg i den ene og stadig sidde rigtig godt.
Kan man benytte barfodsløb (-s principperne) i håndbold og hvad bør en som jeg gøre til hverdag? Bør barfodssko hjælpe mod tendensen til forkert vægtfordelingen og måske holde problemer med den relativt lille benlængdeforskel stangen?
Mvh Lau
Svar:
Hej Lau,
Siden du skrev har jeg svaret på et relateret spørgsmål, som vi lige skal sikre os, at du har læst:
Men hvis vi ser lidt nærmere på dit situation, så er der noget helt overordnet, som springer mig i øjnene.
Selvdiagnosticeret
Du har jo sådan set allerede identificeret nogle problemer - nemlig forskellen i benlængde, og din holdning når du står (hvilket antageligt smitter af på din holdning når du går og evt. løber).
Så spørgsmålet skulle jo nærmere være, hvordan vi korrigerer disse problemer permanent, frem for hvad du kan og ikke kan med indlæg, som jo altid skal være enten sidste udvej, eller en overgangsløsning.
Nu tænker du sikkert "og hvordan havde idioten tænkt sig, at jeg skulle korrigere min benlængde".
Og hvis du vitterligt har en forskel i benlængde, så er der naturligvis ikke så meget at gøre ved det. Men i 9 ud af 10 tilfælde har folk faktisk en "funktionel" forskel i benlængde, og ikke en "strukturel" forskel.
Med andre ord er de skæve i skroget på en måde som gør, at det ser ud som om det ene ben er længere end det andet, hvis man står og hiver lidt i dem, som er landmandsmetoden til at måle den slags.
Helt forenklet kan du prøve at forestille dig, at din ene hofteskål f.eks. er roteret lidt opad - så "følger benet med", men i virkeligheden sidder problemet så i hoften, og ikke i længden på dine ben.
Dokumenteret forskel i benlængde kan man kun få ved et røntgen-billede.
Min erfaring er, at selv hvis du har en dokumenteret forskel, så skal den være MINDST af den længde du beskriver, før det kan udgøre et problem når du løber....for der er lige den detalje ved løb, at du kun står på ét ben ad gangen - ellers hedder det kapgang ;)
Holdningsændring
Den anden ting er din holdning, og i og med, at du selv er opmærksom på det, så vil jeg da anbefale, at du prøver at rette på den, fremfor at smide en sål skoen, der skal rette det for dig.
Se iøvrigt også mit svar her:
Lykkes det ikke for dig på egen hånd at rette op på holdningen, så kan du evt. søge hjælp hos en kvalificeret fys, der kan hjælpe (vores egen Coach Pilsborg er altid et godt bud).
Så hvis vi skal sløjfe tilbage og give kontante svar på de spørgsmål, du lister:
- Kan du bruge indlæg i minimalistiske sko? Ja, men det bør kun være en overgangsfase, hvis du ikke kan håndtere at dine fødder rent faktisk bevæger sig i et større omfange end når de er spændt fast i konventionelt fodtøj.
- Kan man benytte barfodsprincipperne i håndbold? Jeps, det kan du tro - se fladfodsløb og håndbold.
- Kan barfodssko hjælpe på uheldig vægtfordeling af kropsvægten? Det vil jeg håbe for dig, for hvis du ikke kan fordele din egen vægt neutralt når der ikke er noget imellem dig og underlaget, så har du større problemer, og skal nok overveje en tur på skolen for kropsbevidsthed :)
God fornøjelse med de flade.
Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:
Hvis det var dig, der spurgte: Skriv svar