Inflammation i hofter.
Jeg har inflammation i begge mine hofter, og det har gjort at jeg ikke har løbet i hele dette år. Jeg gjorde desværre som mange andre.. jeg løb selvom jeg havde ondt, og stoppede ikke før jeg ikke kunne gå. Jeg har prøvet at cykle eller bare gå længere ture, men heller ikke det har jeg kunnet gøre uden at det er blusset op igen. Nu er det dog langt om længe ved at være næsten væk, ihvertfald hvis ikke jeg laver noget..!! Jeg håber dog at det bliver muligt at træne mig selv lige så stille og roligt op igen, når det er helt væk.
For en måneds tid siden købte jeg fladfodssko, Vivobarefoot, og tænker at hvis jeg er så heldig nogensinde at komme "ud på den anden side", så vil jeg melde mig til et løbekursus hos Jer. Indtil da nøjes jeg med at have skoene på mine fødder ALLE steder udenfor hjemmet, hvilket absolut heller ikke gør mig noget. :-)
Mit spørgsmål lyder: Hvad er din mening omkring at strække hofterne ud, nu hvor jeg har inflammation..!? Jeg har forståelse af at du generelt ikke går ind for udstræk.. men mener du også det i dette tilfælde..!? Jeg spørger fordi jeg har strukket hofterne mere ud den sidste uges tid, end jeg ellers har gjort i forløbet. Måske fordi at jeg håbede at det ville skubbe til det hele, og at den sidste "rest" derved ville forsvinde. Men det har gjort at jeg synes jeg kan mærke dem mere end normalt.
Og nu tænker du sikkert "jamen, det siger jo sig selv. Hvis jeg kan mærke mere, så lad være." Men det kunne jo også være "det skal blive skidt før det gør godt."..!?
Jeg håber at du har en mening om dette.. jeg har andre steder på nettet læst at man skal strække ud i områder med inflammation. Forvirringen er stor..!?
Et sidste spørgsmål.. har du erfaring med at folk med dårlige hofter har haft succes med farfodsløb..!? Jeg synes mest jeg har læst om skinneben og ankler nemlig.
På forhånd tak, og med venlig hilsen Lena Markussen
Svar:
Hej Lena,
Historien melder ikke noget om, hvad inflammationen kommer af, og det er jo en vigtig brik i at skulle sige noget begavet i sammenhængen.
Umiddelbart tænker jeg jo, at inflammation i hoften vil stamme fra en eller to punkter herfra:
- En overbelastning opstået ved én hændelse (at du har gået, løbet, sprunget for hårdt)
- Overbelastning over længere tid (uhensigtsmæssig bevægelse i or store mængder)
- En skæv kost, evt. kombineret med tvivlsom livsstil (manglende søvn altid #1)
Alt efter hvor skidtet kommer fra skal det nok gribes lidt forskelligt an.
Det siger sig selv, at sover du for lidt, og hakker en kost i dig, som fremmer inflammation (som f.eks. store mængder sukker), så starter du der.
Er det overbelastning over længere tid, så skal du se på, hvordan du bevæger dig, og er det en akut ting (hvad det ikke lyder til), så er det selvfølgelig bare ro, der skal til.
Skal du strække hoften?
Men uanset hvad årsagen er, så kan jeg ikke i mine vildeste feberdrømme se, hvad udstrækning skal gøre godt for i denne situation.
Inflammation opstår jo fordi vævet er irriteret, og udstrækning af noget, som i forvejen er irriteret, synes som en rigtig dårlig idé.
Bevægelse er derimod en rigtig god ting, og man kan selvfølgelig diskutere, hvor grænsen mellem bevægelse og udstrækning går.
En interessant diskussion, faktisk, fordi alsidig bevægelse jo netop gør, at du kommer ud i nogle yderpositioner, som kan betragtes som udstrækning.
Mobilitet og bevægelighed er jo "use it or loose it" - alle børn er super mobile, og så ruster vi stille og roligt til gennem livet hvis vi ikke bevæger os.
Alsidig træning og bevægelse vil derfor betyde, at man aldrig har behov for at strække ud, eller, som min gamle læremester sagde: "De færreste bushmen strækker ud inden de går på jagt".
Det er blandt andet denne filosofi der ligger til grund for vores Fladfodsklub, hvor vi træner alsidig bevægelse, som kommer os til gode i resten af hverdagen.
Simpel mobilisering af hoften under belastning kan også bare være noget så enkelt som knæbøjningerne fra styrketræning for løbere. Og du behøver ikke en kettlebell - bare find et eller andet du kan løfte på :)
Nå, det var en lille afstikker - lad os lige runde af med, hvornår udstrækning kan give mening.
Hvornår skal jeg så strække?
Stræk kan vi bruge til at gøre bevægebanen større, og hvis det skal fungere, skal det ske i sammenhæng med styrkelse af musklerne omkring det led du strækker over - blandt andet kaldet "loaded stretching".
Og det kan bestemt have sin plads, men SKAL være med belastning, da du ellers, lidt forenklet sagt, trækker noget væv længere, hvorefter det bare trækker sig sammen igen.
Det er derfor at klassisk passiv udstrækning er noget man skal lave hele tiden og så igen - der er ingen varig forbedring af mobiliteten.
Ingen tvivl om, at 95% af alle voksne danskere har rustne hofter, som kunne bruge noget mere bevægelighed (har du været på workshop i nyere tid har du måske haft fornøjelsen af vores lille sekvens på gulvet, som udstiller den usle hofte-mobilitet hos stort set alle).
Men passiv udstrækning af hoften giver sjældent resultater der er ligeså holdbare som en hofte, der er mobiliseret under bevægelse og dermed belastning.
Fladfodsløb og rustne hofter
Endelig spørger du, om fladfodsløb kan gøre noget godt for dig, med et sæt hofter, som er udsatte.
Mit svar her er ret standardiseret: Fladfodsløb er den blideste måde at bevæge sig i løb på, så hvis du ønsker at løbe med den mest hensigtsmæssige belastning af systemet, så er det måden at gøre det på.
Det er ikke sådan at man kan sige, at fladfodsløb er godt for A, B og C, men har ingen effekt på D, E og F.
God træning, og måske ses vi en dag.
Tusind tak for svar.. :-)
Jeg vil mene at det er overbelastning over længere tid, og hvis jeg gør noget forkert, håber jeg at et af Jeres kursuser kan hjælpe mig med det, når den tid kommer. Men aller først må jeg af med det, for lige nu kan jeg ikke gå 2 km. i roligt tempo uden at det blusser op..!! Jeg må indrømme at jeg ind imellem bliver modløs, jeg "kører" på 7. måned. Men jeg vil starte op med knæbøjningerne, og kigge på mit sukker indtag, og så vil jeg stoppe med passiv udstræk.
Tak igen.. og med venlig hilsen :-)
Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:
Hvis det var dig, der spurgte: Skriv svar