Brevkasse

smerter i senevedhæftning på hælknogle

Margit Ahle Høgh

Ved at vippe frem på foden eller sætte sig på hug føles det som der bliver stukket en masse nåle ind i hælen det er kun venstre fod og hælen er ikke øm tryk på side eller bagpå
Der er ingen ømhed i hælen ved gang og let løb
har haft et uheld med venstre ben hvor jeg faldt over et strakt ben efterfølgende kunne jeg ikke løfte benet frem og op
Har haft en solotime ved Jannick

Mvh Rasmus Høgh

Svar:

Claus Rasmussen

Hej Rasmus (jeg formoder, du var logget ind som en anden, da du skrev :) ),

Nu stiller du jo faktisk ikke noget spørgsmål, men mon ikke du gerne vil vide, hvad årsagen til dine smerter kunne være?

Udfra den meget spartanske beskrivelse er det jo svært at konkludere ret meget, men jeg prøver at gå med det lidt vi har, og så må du supplere, hvis jeg skyder helt ved siden af.

Om ikke andet, så kan vi i hvert fald få banket et par principper fast.

To typer hælsmerter
Du skriver "senevedhæftning på hælknogle", og det kan jo tolkes som (mindst) to ting:

  • Smerter hvor achillessenen hæfter "ovenpå" hælknoglen
  • Smerter hvor svangstrukturen hæfter "under" hælknoglen

Uanset hvor, så skal du holde dig for øje, at problemet jo ganske ofte ikke stammer fra det område du føler ubehag i, og derfor kan man faktisk godt sige lidt generelt om din tilstand, som måske kan hjælpe dig på vej.

Stålwiren i bagkæden 
Jeg plejer at beskrive achillessenen og svangen som "bagkæden". Tænk på de to sener som led, der så begge hæfter på hælen, og udgør en lille kæde på den vis.

Hvis vi inddrager sprogets visdom, så "er en kæde ikke stærkere end det svageste led", hvilket her betyder, at ved overbelastning eller skæv belastning, så kan du meget vel opleve problemet ét sted, selv om det i virkeligheden udspringer et helt andet sted.

For eksempel har jeg set et utal af løbere med ømme achillessener, som oplevede mærkbare forbedringer når vi fik arbejdet med deres svang, som var som stålwire. Den stive svang havde tvunget achillessenen til at arbejde hårdere.

Stålwiren er et meget udbredt fænoment, hvis man har gået i fodtøj med megen opbygning og støtte, hvor svangen aldrig har fået lov at arbejde.

Uanset hvor du oplever et problem, så skal du altid zoome ud og prøve at se et større perspektiv - kun huller i tænderne er som regel et isoleret problem.

Start med en ærlig snak med dig selv
På mine workshops plejer jeg at sende folk hjem med denne rettesnor for træningen:

  • Hvis du får ondt i knæ, hofter eller ryg, så har du ikke ramt stilen
  • Hvis du får ondt i bagkæden (som beskrevet ovenfor), så går du sikkert for hurtigt frem

Og når du skriver, at du har haft en enkelt solotime hos Fladfodscoach Jannik i Viborg, så går mine tanker naturligvis på, om du nu også har taget dig den tid, du er blevet bedt om (de berømte fem minutter om dagen).

De færreste lærer jo at løbe på bare én time, og hvis man kombinerer lidt skæv stil med for meget gå-på-mod, så har vi en farlig cocktail.

Selv om du måske har læst den, så tænker jeg, det ville være en god idé at læse artiklen om flere fejl for nye forfodsløbere igen, og så lave en ærlig bedømmelse af dit eget forløb - måske er problemet ikke større, end at du har været lidt for ivrig.

Jokeren
Endelig må vi jo også lige tage et forbehold for dit uheld, og sige, at der måske ligger noget råd i maskinrummet fra den episode, som kan spille en rolle.

Det kan jeg ikke hjælpe dig med at afklare som radio-doktor - der må du have fat i en fagmand, der kan lave en vurdering.

God træning.

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: