underlag ved skrivebordet
Et lidt skævt spørgsmål til brevkassen.
En udspekuleret kontorartikel-sælgende-gut, opdagede at vi benytter hæve-/sænke skriveborde på kontoret. Så han smed en gumme-dims af vi kunne prøve. Den fungerer ved at du står på den i stedet for på gulvet. Den er sådan lidt blød i det.
Nu er spørgsmålet så - er det bedre for ledende at stå og "gynge" lidt på sådan en dims. Eller er det bedre bare at komme helt ned på jorden med fødderne?
Svar:
Hej Dennis,
Lad os bare sige, at den skal han ikke hive frem her på kontoret, for så falder der brænde ned.
Om det er "bedre for leddene" at stå på en skumdims end at stå på gulvet er der nok ikke noget endegyldigt svar på, men som med alle andre "hjælpemidler" bør det egentlige spørgmål være: Hvad skal det gøre godt for?
Sådan en dims taler til samme umiddelbare logik, som siger, at jo mere kroppen kan beskyttes, jo bedre må det være for den. Skumsko, skumunderlag, støttestrømper, knæbind, krykker, og vel i sidste ende bare en rullestol - så er man helt i ro, og slider ikke på stativet.
Det kan næppe komme som nogen overraskelse, at det ikke er et koncept jeg er tilhænger af, og at det skulle være "bedre" at stå på en skummåtte end at stå på gulvet lyder i mine ører ligeså fjollet, som at det skulle være "bedre" for kroppen at stå ustabilt i et par MBT-sko, end at stå og have kontrol over din balance.
Men far, det smager jo godt?
Som min yngste ofte siger: "Far, det er altså ærgeligt, at alt det, der smager godt er usundt".
Det føles sikkert superdejligt at stå på en blød måtte - som var den skabt til formålet. Nøjagtigt som romkugler og rødvin føles som den optimale ernæringsstrategi for envher seriøs løber, og junk food har en utrolig tiltrækningskraft - det smager jo drøngodt.
Ligesom du ikke dør af en smuttur på Burger King, så dør du heller ikke af at stå på en skummåtte. Men hiver du whoppere HVER dag, så ender du med at have fedtbobler i blodprøven, og så kan du selv lave matematikken for fødderne.
Den ulidelige sandhed er jo, at det ikke er én ting der gør dig til slapsvans eller superhelt, men summen af de små, daglige valg.
At stå på en skummåtte ved skrivebordet gør i sig selv ingen forskel, men når en sommerfugl basker med vingerne i Kina.....
Happy feet.
Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:
Hvis det var dig, der spurgte: Skriv svar