Hej Thomas,

Jamen enhver ved da, at ting bare skal løbes væk, at det skal gøre ondt for at gøre godt, og at den med den tykkeste bideskinne vinder? 

Eller rettere, kan være heldig at vinde.

Far har altid ret - mere snaps
Uanset om løbeskader forsvinder efter man har kastet sig over mere træning, mindre træning, omlægning af løbestil eller grødomslag, så er man jo overbevist om, at man har gjort det rigtige - for "det virkede jo".

Vi er som regel ret blinde for, at "kuren" er kommet til som summen af en stribe faktorer - vi fejrer kun vores egen umiddelbare indsats som sejrherre.

For eksempel kan du måske kurere en betændelsestilstand ved at....stå på hovedet og drikke en snaps hver dag, uden at skænke det en tanke, at betændelsen måske i virkeligheden forsvandt fordi du i samme periode lige fik to timers søvn mere om natten, og konen ikke stressede dig med krav om havearbejde.

Så står du som en anden idiot på hovedet og river snaps ned hver gang der er noget galt, og kan ikke forstå, at det ikke virker ligesom første gang.

Indtil du en dag finder ud af, at du har ligeså god success med at kurere betændelsen med at spille ludo?

Husk derfor altid at zoome ud, og vurdere hele billedet, inden du erklærer en indsats for vinder.

Kroppen som slave
Din krop er en fantastisk maskine, som konstant arbejder på at reparere på de skader du pådrager den, og man kan byde sin krop fantastisk meget inden den bukker under sådan for alvor.

Men det betyder ikke, at man skal slå på den, når den ligger ned.

Så nej, jeg vil aldrig anbefale, at "løbe det væk" når man har landet sig et problem. I vores biks hedder det "aldrig løbe med smerter" - hverken før, under eller efter løb.

Jeg medgiver, at på den anden side af de 40 år (jeg er der selv), så undgår man ikke, at kroppen knirker fra tid til anden, og man kan ikke standse op for hver en lille mislyd. 

Men dine ting lyder som lidt mere end mislyde - ellers er der ikke behov for at "bide tænderne sammen".

Og har man brug for at bide tænderne sammen når man løber, så er mit bedste bud, at man er igang med at køre sig selv hårdere end godt er.

I min verden når man aldrig så langt ud, at man ikke kan løbe, for så har man siddet signalerne overhørig for længe - de færreste løbeskader rammer som et lyn fra en klar himmel.

Kunsten er derfor konstant at skrue op og ned for træningen i respekt for, hvad kroppen kan følge med til - ikke at slå så hårdt på den, at den til sidst makker ret.

Har du børn, kan du formodentlig selv lave analogien ;)

Jamen det kører jo?
Det kan godt være, at det lykkes for dig at løbe gennem problemerne hver gang, men du skal ikke bilde dig selv ind, at det ikke koster på andre konti. 

Som du selv siger, så kompenserer du og laver andre unoder for at komme gennem smerterne. Og hvem ved, måske er den eneste grund til din evige strøm af problemer faktisk, at du hele tiden fremprovokerer noget nyt fordi du ikke har givet dig selv ro nok til at lade økosystemet vokse sammen igen?

Træning er jo nedbrydning og opbygning, men når bideskinnen skal frem under træning, så starter du måske på bunden at et hul, der er lidt dybere end det behøver være.

God træning.