Pause eller ej ???
Kan du forklare mig din filosofi omkring det at holde løbepause elle ej ved f.eks. Springerknæ eller Løberknæ hvor der er opstået inflammation ? Jeg fornemmer du ikke er tilhænger af pause!(?)
Pft,
/Dan
Svar:
Hej Dan,
Du har helt ret i, at jeg ikke er tilhænger af 100 procent pause (altså med mindre den er selvvalgt og ud af dovenskab).
Kroppen har ganske enkelt bedst af at blive brugt, og alle pile peger på, at både restitution og vejen ud af skader bliver kortere, hvis man bevæger sig begavet.
Og når jeg har sagt det, så takker folk, og løber videre på deres knækkede krop.
Havde de ofret et par minutter mere, ville de få et mere nuanceret billede:
Slå ikke på en krop, der ligger ned
Nøglen til begavet bevægelse er naturligvis, at du ikke skal gentage det mønster, som har bragt dig i problemer i første omgang.
Så hvis du har høstet dig en god omgang inflammation i forbindelse med springerknæ, løberknæ eller andet godt, så skal du selvfølgelig ikke løbe videre som var intet hændt.
Her har du kun to muligheder
- Gør noget andet og afvent at smerterne fortager sig.
- Overvej, om du klokker i løbestilen, og få justeret den ind.
Jeg behøver naturligvis ikke at pointere, at jeg er tilhænger af model 2) her - alt for mange løbere er fanget i en uendelig spiral af at løbe, få ondt, holde pause, løbe, få ondt, holde pause, løbe, få ondt, og måske ende med at give helt op.
Ny stil, nye frihedsgrader
Det opløftende er jo så, at hvis du ændrer måden, du bevæger dig på, så er der ikke noget galt i at fortsætte med at bevæge sig, selv om der er inflammation i kroppen.
Jeg har jævnligt folk på mine workshops, som kommer med skinnebensbetændelsen sprøjtende ud af kroppen, men jeg har ikke noget problem med at sende dem løbende hjem, for vi har ændret bevægelsen, og stikker ikke længere en brændende pind i et åbent sår.
Så vidt jeg husker, så har du lige været forbi biksen her til en korrektion af løbestilen, og hvis det gik godt, så er der ingen grund til at holde løbepause - din nye stil kan ikke opretholde hverken løber- eller springerknæ.
Den eneste gode grund til at holde en løbepause hvis ellers stilen er i orden, er at du skal restituere ovenpå en stor mængde - altså enten en enkelt lang tur, eller øget træningspensum i en periode.
God træning.
Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:
Hvis det var dig, der spurgte: Skriv svar