Brevkasse

Hvormeget skal man træne til ultraløb ?

Henrik Brund

Hej Claus,

Jeg ved det er et tåbeligt spørgsmål, og meningerne er meget forskellige, så jeg spørger på en anden måde.

Hvormange km løb du pr uge op til dit 100 miles Hammer Trail?
Hvad var din længste tur på en “typisk” træningsuge? - og din korteste ?
Løb du hver dag, eller holdt du restitutionsdag(e) ?

Jeg har fint styr på løbestil/form, styrketræning, væskeindtag etc, løbeudstyr og har meget overskud efter 21km og elsker at løbe i skov og på strand. Jeg har dog aldrig løbet mere end 42km (med overskud), men har prøvet både 12 og 24 timers ture, dog med kombi af svøm og cykel. Det er dog løb jeg har det bedst med og jeg kunne rigtig godt tænke mig at prøve Hammer Trail. Jeg mangler "bare" at få en rettesnor på antal km pr uge, ellers et slags “træningsprogram” som jeg kan støtte mig til op til Hammer Trail ;-)

De “21km” er i øvrigt hvad jeg pt kan afse pr dag ifht familie og arbejde, men løber primært mellem 10-20km ture afhængig af aftaler.

Mvh
Henrik Brund

Svar:

Claus Rasmussen

Hej Henrik,

Spørgsmålet er bestemt ikke tåbeligt, men som du formodentlig selv ved, så er der ikke ét rigtigt svar.

Så hvis jeg gav dig min egen træningsdagbog fra træningen op til Hammer Trail 2012, som var mit første 100 miles løb ville det ikke rigtig være andet end inspiration.

De gode gamle dage....i 2012
Men som jeg løst husker det, så var min ugentligt træningsmængde nok 60-80km med den længste tur på godt 20km og den korteste måske på 5-7km.

Dengang løb jeg 3-5 gange per uge - en model jeg siden har ændret til at løbe hver dag.

Nu om dage - gammel og marginalt klogere
2017 er min ottende sæson som ultraløber, så jeg har gjort mig mange erfaringer siden dengang, og det kommer der mere snak om ovre i ultrasnakken, men hvis jeg skal fremhæve én ting, som den vigtigste, så er det, kontinuitet i træningen trumfer ALT andet.

Du kan følge det mest genialt beregnede program, men intet står mål med den styrke og rutine du får ved at løbe dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned, år efter år, uden afbrydelser.

Så betyder det væsentligt mindre hvor meget og hvor hårdt du løber. Men hvis du vil KUNNE løbe hver dag i årevis, så giver det for de fleste sig selv, at broderparten af dit løb skal foregå stille og roligt, uden hidsige intervaller og udmarvende langture.

De seneste mange år har jeg kun taget frivillige pauser af nogle få uger, og det er som regel efter nogle af de lange løb, hvor kroppen lige skal have ro til at gro sammen igen.

Det er det, der gør, at du i dag kan vælte mig ud af sengen klokken hvadsomhelst på en tilfældig dag, og så kan jeg lunte et marathonløb.

Desværre er det jo svært for folk at tro på, og det er i bund og grund hvad personlig coaching giver folk - visheden om, at det er OK at træne simpelt :)

Er du virkelig sikker?
Endelig vil jeg - med al respekt - lige stille spørgsmålstegn ved, om du "har styr på" alle de ting du selv ridser op. For hvis du aldrig har løbet mere end 42km, så vil der indtræde helt nye virkeligheder når du skal ud og løbe fire gange så langt, og i et terræn der næppe er så fremkommeligt som dine første 42km var.

I hvert fald har jeg endnu ikke mødt en nybagt ultraløber, som ikke har måttet revidere sit verdenssyn efter første livtag med de helt lange distancer.

God træning.

Henrik Brund

Hej Claus,

Tusinde tak for svaret!
Siden jeg skrev spørgsmålet, er jeg blevet meget "klogere", idet jeg bl.a droppede Hammer Trail i første omgang og gennemførte North Coast Ultra (53k) i foråret. Hårdt men sjovt! Du har ret i, at jeg skal have mere kontinuitet i min træning (=hver dag) inden jeg prøver Hammer Trail og har derfor droppet 21km distancerne, som jeg havde mange af i foråret, men med for mange 1-2 dages pauser.

mvh
Henrik

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: