Brevkasse

Skinnebensbetændelse - på ydersiden

Eva Ulrik

Hold da op! Er det virkelig så nemt at komme af med?

Jeg tror på det og vil gerne prøve det af. Men, men. Jeg er ikke løber. Jeg går! På løbebånd! Pænt hurtigt - min alder (pt.64) taget i betragtning.

Jeg går 6 km på en time. Når jeg har gået ca 1,5-2 km begynder det at gøre ondt. Jeg fortsætter selvfølgelig: Det skal trænes væk! Efter ca 4,5km går det faktisk væk og jeg når glad i mål.

Næste dag gentager vi så det hele. Nogle gange gør det dog så ondt, at jeg desværre må slæbe mig hjem.

Hvordan kan jeg gå og lande på hele foden og samtidig holde mit tempo? Det føles helt forkert og meget, meget akavet.

Svar:

Claus Rasmussen

Hej Eva,

Jeg kan egentlig svare ret enkelt på dit spørgsmål "kan jeg gå og lande på hele foden?" med et rungende nej.

Du må ikke forveksle gang og løb med hinanden.

Og hvor jeg gerne vil have folk til at løbe på flade fødder og lade på hele foden, så foregår gang stadig på hælen med et rul frem over foden.

Fremdriften i gang ved almindeligt tempo skabes primært af det svingende pendul, som det modsatte ben er, og det volder som regel ingen problemer. Men hvis man så presser citronen ekstra, og begynder at gå så hurtigt man nu magter, så er ét af våbnene at tage længere skridt og dermed provokerer du også dine skinneben unødigt.

Så hvis skinnebenene gør oprør mod det opskruede gangtempo, så er der med mine briller ikke så meget at gøre, for det kan netop være en af side-effekter, som hurtig gang giver.

Hvis du også får problemerne ved gang i "almindeligt" tempo, så kunne man begynde at se på, om der var andre skævheder i kadaveret - det er jo ikke unormalt. 

Men i første omgang vile jeg klart tillægge opskruet gangtempo skylden for problemerne, og så håber jeg du selv ved, at intet bare skal "trænes væk" - at du ikke oplever smerten efter mere gang skyldes formodentlig blot, at det hele er blevet varmet godt igennem. Hvis smerten er der dagen efter, så kan man vist ikke sige, at du har fundet nøglen til løsningen :)

God træning - men med måde.

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: