Brevkasse

Kan man løbe 2.500 km uden skader?

John Overmark Mortensen

Hejsa,
Mit spørgsmål er retorisk ment for naturligvis må det være sandt efter at have løbet så mange km.

Jeg vil ikke spørge om noget, men da jeg så at alle kan læse denne besked har jeg valgt at skrive her og ikke som en privat mail da jeg synes jeg vil dele min begejstring for din side med andre.

Sagen er kort, jeg løb en masse som ung men blev ramt af skade på skade. Var det ikke det ene, så var det det andet der var galt. Da jeg var omkring de 30 år fik jeg en kikkert jogget ind i mit ene knæ med den besked at jeg ikke kunne løbe mere grundet slid. Da jeg altid har kunnet lide at løbe ville jeg ikke acceptere "dommen" og fortsatte derfor on-off i årerne der gik, efterhånden blev det dog mere til off end on da det bare gjorde for ondt.

Sådan gik det indtil 2014.

Jeg genoptog løbet som min sport og igen stødte jeg som før ind i problemer med mit ene knæ efter 6 måneders træning. I 2015 havde jeg købt godt og vel de dyreste ( i den tro det var de bedste ) løbesko der var på markedet, men uden held. En efterårs tur i 15' resulterede i at jeg en dag hvor knæet igen stoppede turen blev så arrig at jeg ganske enkelt tog skoene af og begyndte at løbe i strømpesokker - filosofien var at så havde jeg da ikke vægten fra skoene til at belaste knæene med.

Der skete noget andet end jeg forventede. Straks efter jeg tog skoene af og begyndte at løbe opdagede jeg at jeg ikke fik mere ondt i knæet end jeg allerede havde. Nu gjorde det til gengæld pokkers ondt i fødderne at løbe på asfalt med småsten, men det var til at overkomme på den korte tur der var hjem.

"Min" opdagelse, at løbe med bare fødder og på den vis at slippe af med knæsmerten skulle studeres nærmere - jeg sprang fluks på internettet og fandt en hjemmeside med et spøjst navn, "Posemand". Da jeg havde studeret alt hvad jeg kunne finde af videoer, artikler og fulgt med i diverse indlæg på siden her var jeg helt klar over at jeg havde fat i noget af det rigtige, jeg skulle til at træne forfodsløb.

Claus, vi kender ikke hinanden, men dine råd og artikler har gjort mig til løber igen og en bedre en af slagsen end tidligere skulle jeg mene. Rejsen har været lang og ikke uden masser af andre småskader (kender du prinsessens skavanker så ved du besked)) men i dag løber jeg for/flad fod i 0 drop tynde sko som kun har kostet få kroner.

Jeg løber 35-40 km om ugen og havde nyligt fornøjelsen af at deltage i Dollerup 25 km trail løb, det gik super fint og helt uden problemer. Foruden løb træner jeg 1-2 gange styrketræning om ugen så jeg er godt spændt op de rette steder i forhold til at løbe.

Med dette vil jeg sige tak for din hjemmeside og bringe en anbefaling til alle som har problemer med hæl løb – prøv for/flad fod i 12 måneder, start ultra stille op og vurder først når året er gået om du er på rette spor. Det virkede i hvert fald for mig at være tålmodig.

Med venlig hilsen

John O. Mortensen

Svar:

Claus Rasmussen

Hej John,

Tillykke med din opdagelse af, hvor enkelt løb kan være, og af hjertet tak for dit indlæg. 

Når alt kommer til alt har jeg personligt kun én mission, og det er at få så mange som muligt til at kunne nyde løbets glæder uden skader, og hvad midlerne er, og hvordan vejen snor sig derhen er egentlig ligegyldigt.

At jeg med siden her har kunnet give dig et puf med på vejen er jeg bare glad for og stolt af - keep up the good work :)

God træning.

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: