Brevkasse

Fra almindelige løbesko til barefoot sko

Christian Agerbo Nielsen

Hej Posemand

Blev i 2012 anbefalet Nike Atlas løbesko efter en løbetest , og det valgte jeg så den gang.
Har så holdt en pause i 4-5 år og er såvbegyndt at løbe igen med samme sko. Løber ca. 5 km 3 gange om ugen nu.
Har så nu læst din side lidt igennem og er blevet lidt interesseret i at løbe barefoot sko. Er det bare noget man lige skifter til fra den ene dag til den anden eller skal man prøve at gå lidt med skoene først?
Har bøvlet lidt med mine skinneben, men er ikke noget slemt.
Havde tænkt mig at prøve Merrell Vapor Glove 3 da det ikke er en vanvittig dyr sko.

Et side spørgsmål hvis du ved det overhovedet, kan sko blive for gammel, altså ikke slitage men bare ved at stå flere år uden brug?

Svar:

Claus Rasmussen

Hej Christian,

Det var da en skidt anbefaling, som fik dig til at holde 4-5 års pause :)

Men godt, at du er kommet igang med at røre dig igen, og der er intet bedre tidspunkt end NU, hvis du vil give fladfodsløbet en chance.

For nej, man skifter ikke bare fodtøj fra den ene dag til den anden. Eller rettere, det kan man godt, man så kommer der nok en regning på et tidspunkt, og det var jo formodentlig ikke meningen.

Du har selv fat i noget af det rigtige: Start evt. med at gå lidt i et par flade, og tag så forsigtigt hul på løbet (jeg har tidligere givet mit bud på en skudsikker omlægning - læs nederst her).

For en god ordens skyld skal jeg jo også sige, at det ikke er skoene alene der gør det - det er måden, du bevæger dig på.

Her på broen mener vi jo - sjovt nok - at den korteste vej til målet er via en gang undervisning i fladfodsløb, så man ikke starter ud på vildspor, men hvis det ikke er noget du vil kaste ressourcer efter, så er der masser af gode tips her på siden til, hvordan du kan komme igang på egen hånd.

Og endelig: Vapor Glove er en superfin sko at prøve kræfter med, og hvad dit sidste spørgsmål angår: Ikke hvis det er en flad sko, for der er "ikke noget, der kan gå i stykker". Hvad skumsko angår skal jeg ikke lade som om jeg ved noget - det må du spørge smølferne om :)

God træning

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: