Brevkasse

Achillesseneproblemer

Bob Ludvigsen

Hej Posemand
Jeg har læst dine artikler og kigget næsten alle brevkasse spørgsmål igennem, men jeg kan ikke finde indlæg om achillesseneproblemer, ud over de opstår ved forkert barfodsteknik. Jeg har for mange år siden fået konstateret inflamation i achillessenerne og har de sidste 15 år ikke været i stand til at løbe sådan rigtigt. Når der kommer lidt fart på og distancen over 5 km bliver achillessenerne meget ømme i månedsvis. Jeg har stort set opgivet løb og cykler istedet, men det kunne være superfedt at løbe igen.
Du skriver at barfodsløb kan afhjælpe de fleste løbeskader, men du skriver på den anden side, at netop achillessenerne bliver belastet hårdere ved barfodsløb. Så mit spørgsmål er; skal jeg ofre tid og penge på at forsøge mig med barfodsløb eller er det spild af tid når det nu er achillessenerne der er problemet?
VH
Bob

Svar:

Claus Rasmussen

Hej Bob,

Lad os først lige få afklaret, at achillesseneproblemer ikke kategorisk kan sige at stamme fra forkert barfodsteknik. Masser er klassiske hælløbere har et væld af achillesseneproblemer, og det er du jo formodentlig selv et godt eksempel på?

Det er helt korrekt, at fladfodsløb kræver en god achillessene, og jeg kan godt forstå, at du bliver i tvivl, om det så giver mening for dig, når nu det netop er achillessenen, der har drillet dig.

Jeg tør jo heller ikke love dig guld og grønne skove, men tør godt sige så meget, som at der er forskel på den belastning du typisk udsætter din achilles for ved "konventionelt" løb og fladfodsløb:

Ved konventionelt hælløb med gode kiler under hælen belastes achillessenen oftest af, at den "vrides skæv". Hvis man pronerer for meget til den ene eller den anden side, kan trækket på senen blive skævt, og det er ofte der, vi ser folk komme med problemer fra.

Når vi så siger, at fladfodsløb kræver en god achillessene, så betyder det egentlig bare, at den skal kunne klare en "normal" belastning. 

For trækket på senen ved fladfodsløb er mere "rent" - der bør ikke være megen vrid, som overdreven pronation ellers kan afstedkomme.

Så det er ikke fordi det er hårdere for dine sener at løbe på flade konvolutter, og vi har masser af eksempler på, at folk er kommet med visne achillessener og stadig er blevet glade for at løbe fladfodsløb.

Omvendt har vi også eksempler på folk, som er blevet så glade for fladfodsløb, at de har overgjort det og løbet deres achillessener i sænk.

Som om det er tiden og pengene værd er jo umuligt at svare éntydigt på, men hvis du gerne vil igang med at løbe igen, og alle andre tilløb er endt en blindgyde, så tænker jeg - og her må du jo selv tage alle tænkelige forbehold - at det giver mening at give fladfodsløbet en chance.

God træning.

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: