Første år med flade sko - på godt og ondt

En hudløs ærlig beretning fra Claus Arndt Nielsen

Den 23. oktober 2012 - et stykke ud på eftermiddagen - gik jeg ind ad døren hos Move2peak for at deltage i workshoppen "Løb uden skader".

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle komme til at stå over for valget mellem højhælede eller flade sko. Jeg troede jeg kunne lave en kombination. Jeg valgte de flade, og det har til tider været en hård "rejse". Jeg har dog hele tiden været overbevist om, at de var den rigtige beslutning.

Jeg har valgt at skrive denne beretning af flere grunde. Dels vil jeg godt være med til at motivere endnu flere til at springe ud i det flade univers.

Dels kan mine erfaringer måske holde modet oppe hos de, der er mere grønne end jeg – og hjælpe andre til ikke at lave de samme fejl som mig.

Sidst - men ikke mindst - er det vel også for at fortælle, hvor glad jeg er for beslutningen om at deltage i Posemandens workshop.

Hvorfor det flade valg

I modsætning til stort set alle andre på workshoppen mødte jeg ikke op, fordi jeg var ramt af skader. Jeg ville gerne udvikle mit løb og havde læst om pose/natural running.

Derfor var jeg nok også et let offer på dagen, for jeg havde gået i knap 2 mdr. og overbevist mig om, at det var det rigtige at gøre. Lige meget hvor jeg læste, følte jeg, at det var det naturlige at gøre og kunne ikke se nogen grund til at lande på hælen.

Det jeg ikke lige havde set komme var, at det krævede nye sko. Ej heller at jeg blev nødt til skifte løbestil helt. Det var ikke en mulighed kun at løbe på flad fod bare nogle gange.

Jeg gik alligevel derfra med en overbevisning om, at jeg skulle løbe på flad fod fremover. Jeg kørte så hjem i mine højhælede Adidas, kom hjem, tog dem af og har ikke haft et par højhælede på siden.

Jeg er blivet mere og mere glad for valget. Også selvom det til tider har været en hård kamp og selvom jeg også har været ramt af skader (mere om dette senere).

Efterhånden som jeg er blevet mere tryg med løbestilen, føler jeg en helt anden fornøjelse ved at løbe. Det er ikke svært at finde motivationen. Selv når jeg tager, hvad der før var en kedelig asfalttur, så glemmer jeg den kedelige rute og koncentrerer mig om teknikken.

Det kan måske lyde lidt små-frelst, men jeg mener det, når jeg siger, at det giver en bedre føling med kroppen - også til hverdag - når jeg ikke løber. Nok også fordi jeg er gået over til flad sko i hverdagen, hvis jeg da ikke render rundt i bare tæer.

De første måneder

Jeg havde virkelig problemer med at holde distancerne nede. Jeg startede jo uden skader, og var i god form til en 20 km løbetur eller det, der var længere. Samtidig havde jeg præcis 4 måneder senere et startnummer til Thy Trail Marathon.

Claus sagde gentagne gange under workshoppen: lad nu være med at have store planer det næste halve år. Jeg tænkte, at hvis ikke jeg fortalte det ikke til nogen, ville hverken Claus eller kroppen brokke sig. Claus sagde ikke noget, men kroppen sagde fra godt 3 måneder efter.

Træningen forløb egentlig godt de første par måneder, og jeg var til en solo-time lige inden jul, hvor det egentlig gik godt. Jeg fik lidt skulderklap samtidig med at jeg fik lidt at arbejde med. Glad trillede jeg hjem til Vanløse, hvor distancen efterhånden var kommet op på 5-7 km.

Når så blev det januar og nu skulle der trænes. Stadig ingen problemer, og der blev skruet godt op for distancen. I starten af februar fik jeg bøvl i den ene fod, og hvad gør en klog mand kort inden et maraton? "Det skal løbes væk"! Men det kunne ikke løbes væk, og de sidste par uger trænende jeg ikke, men kom alligevel igennem mit maraton.

Senere på foråret fik jeg også løbet Hammertrail på Bornholm. Men så sagde kroppen også stop! Skæv hofte, løberknæ og et ankelled, der nærmest ikke ville bevæge sig. Alle disse ting var der en flink mand med forstand på sportsskader, der hjalp mig med.

Er det så kun kommet pga. for mange km i de fladesko? Jeg tror det ikke selv, men det har klart været med til at fremprovokere det.

Jeg er selv af den overbevisning, at jeg som udgangspunkt har haft stive led og sener. Da jeg så går over til de flade sko og beder kroppen om at bevæge sig, som den er skabt til, skal store dele af min krop først vækkes til live igen.

Og det var der ikke tålmodighed til i mit hoved. Så det kunne sikkert godt have været undgået, hvis jeg havde været mere tålmodig. Det var jeg ikke, og med fare for at få nogle drag over nakken, så skriver jeg dette i håb om at andre vil tage ved lære og starte mere forsigtigt.

Jeg kan se på Alumnis Facebookside, at et af de store problemer for andre også er tålmodigheden.

Valg af sko

De første par dage blev der trænet i bare tæer. Der hvor jeg bor er der en fin kældergang, hvor jeg kunne løbe lidt om aftenen.

Efter en lille uge købte jeg Vivobarefoot Evo, og det var et hit og er det stadigvæk! Til min Solotime anbefalede Claus mig at jeg tog sålerne ud, og jeg nyder virkelig at løbe i dem. Jeg er ret overbevist om at jeg altid vil have et par alá dem, til at løbe asfaltture i.

Da jeg genoptog trailløbet, blev det også i et par Vivobarefoot. Denne gang blot en Breatho. Jeg syntes dog ikke den er optimal til mig. Den er en anelse for bred, og selvom den ikke skal sidde stramt som en højhælet sko, så sejler jeg lidt for meget rundt i den. Tror jeg skal prøve kræfter med Inov8 eller Merrell trailsko næste gang.

Henover sommeren har jeg anskaffet mig 2 par Fivefingers. Det var egentlig fordi jeg skulle deltage i et såkaldt Swimrun, hvor der på skift skal løbes og svømmes. Man svømmer så med skoene og jeg skulle så have et par sko, hvor vandet hurtigt forsvandt. KSO modellen valgte jeg, og de er som EVO’en en fantastisk asfalt sko. Ingen strømper og så derud af… dejlig følelse. Men der er intet greb og da jeg skulle løbe på både klipper og i sand gik det ikke.

Jeg var så ”tvunget” til at købe modellen Trek Sport…..og den dur…….Der er godt greb og jeg har løbet flere ture i skoven og på stranden. På asfalt er den dog ’no go’. Der er så meget gummi under, at det føles som at løbe på en høj sål.

Sidste forsøg har været Merrells road Glow, og den dur ikke til mig. Der er støtte i svangen og jeg syntes ikke det føles rigtigt for mig. Jeg er åbenbart blev vant til meget lidt sål og støtte, og det er det, der føles rigtigt for mig.

Til hverdag er hele min sko pakke også skiftet ud, jeg skifter mellem Vivobarefoot, Solerunner og henover sommeren Teva sandaler, hvis jeg da ikke bare går rundt uden noget som helst. Mit eneste problem er på arbejdet - jeg er smed og skal have sikkerhedssko på.

Summa summarum

Er jeg blevet et bedre menneske? Nej bestemt ikke, men jeg vil stadigvæk påstå, at jeg har fået det bedre generelt. Fødderne er jo godt plantet på jorden, og giver samtidig signaler til resten af kroppen. Ved at gå i minimale sko bruger jeg kroppen, som den er skabt. Det vil sige den bevæger sig bedre fra top til tå, og jeg har ikke ondt eller mærker stivhed på samme måde som før.

Faktisk vil jeg påstå at skiftet til de flade sko både ved løb og til hverdag har løsnet op i min hofte og nedre del af ryggen.

Er teknikken så på plads? Det går helt sikkert meget bedre, og jeg vil hele tiden arbejde med teknikken. Det er sjovt at prøve at optimere sin krop.

Jeg havde ikke forventet at jeg ved at skifte sko satte min hånd i et hvepsebo. Jeg deltager ikke i mange løb, men jeg har alligevel oplevet, at der skulle kommenteres på mine løbesko, og endda med vrede i stemmen.

Jeg prædiker ikke, men bliver jeg spurgt, hvorfor jeg løber i disse fjollede sko og ikke køber noget ordentligt, ja så kommer jeg med min holdning på en sober måde. Tror nu egentligt at vreden kommer fordi jeg rammer nogle folks dårlige samvittighed.

Men trods sure opstød fra fremmede folk og dumme flade fra kroppen, fordi jeg ikke lyttede til den, så er jeg lykkelig over mit valg, og tager hul på 2. sæson som fladsfodsløber med endnu større lyst og mod.

Jeg håber at min beretning kan være til inspiration og/eller underholdning for nogen.

Flade hilsner og store smil 

Claus Arndt Nielsen

Beslægtede artikler: Fem fejl for nye forfodsløbere samt opfølgeren: Fem fejl MERE ved forfodsløb.