Brevkasse

Løberknæ og skinnebensbetændelse

Janne Louise Lærke

Hej Claus

Jeg er gået igang med at træne op til Ironman 70.3. Som du nok ved, kræver det en del træning.
Inden jeg gik igang, havde jeg holdt en lang pause fra træning, så min opstart har været lige på og hård.

Hver uge styrketræner jeg 2 gange, løber 2 gange, cykler 2 gange og svømmer 2 gange. Nu er jeg så begyndt at bøvle med nogle skader (gamle skader).

Mine knæ har gjort ondt i en del år efterhånden og har måske ikke været så god til at passe på dem. Både fordi jeg har løbet MED smerter, men også fordi jeg har trænet tungere og tungere bentræning (førhen) uden at tænke mig om.

Jeg vil gerne komme af med skaderne en gang for alle, og håber også det er tids nok inden konkurrencen i juli (optimistisk måske....)

Når jeg løber overpronerer jeg og hæl-lander. Jeg har dog fulgt dine råd og er begyndt at lande på forfoden, med fokus på at lande på hele foden fremfor hælen. Ligeledes er jeg begyndt at strække ud, hvilket jeg heller aldrig har gjort. Bruger også knæbind samt kompressionssokker når jeg løber.

Jeg kan løbe 3 km. før knæene og skinnebenene gør ondt. Jeg løber med en pace på min. 6 min. for at skåne benene.

Mit spørgsmål er så nu - skal jeg fortsætte ovenstående, trods smerter eller kræver det en pause? Og modarbejder styrketræningen mine andre aktiviteter, især løb? Jeg træner bl.a. squat, dødløft og benpres. Men jeg oplever ikke rigtig smerter undervejs.

På forhånd tak :-)

Mvh. Janne

Svar:

Claus Rasmussen

Hej Janne,

Du har vist brug for at skrue lidt på den store zoom-linse, så du kan se din situation lidt på afstand.

For hvis jeg lige skal prøve at lave et sammenkog af dine pointer, så siger du:

  • At du gik fra nul træning til otte ugentlige træningspas.
  • At du har haft ondt i knæene i årevis.
  • At du løber med både krykker og støtteben (knæbind og kompressionsstrømper), men STADIG får ondt i kroppen efter tre kilometer.
  • At du til trods for alle de åbenlyse problemer regner med at lave en halv jernmand.

Jeg tænker, at hvis du lige læner dig tilbage og ser på punkterne, så kan du godt selv se, at du er ude på et skråplan?

Det er i hvert fald min ubarmhjertige vurdering - uanset om du så er enig eller ej :)

Den hårde dom
Jeg har gennem årene opbygget en ret omfattende erfaring med "udfordrede atleter", og i min verden:

  • Går man aldrig fra 0-100 km/t og laver en koldstart på træningen, som du har gjort. Triathleter bilder nogle gange sig selv ind, at det ikke gør noget med store træningsmængder, fordi de veksler disciplinerne. Men alt for mange ender i en form for kronisk overtræning, som er en pind på bålet, der gør, at skaderne bliver endnu sværere at slippe af med.
  • Tager man kroppens signaler alvorligt - man render ikke rundt med ondt i knæene i årevis og "lader som ingenting".
  • Bruger man aldrig hjælpemidler (som i parantes bemærket sjældent virkelig gør nogen forskel). Jeg har tidligere ytret mig om f.eks. kompression.
  • Tager man tyren ved hornene og er ærlig overfor sig selv - lad være med at sigte mod mål, der direkte kommer til at gøre permanent skade på kroppen.
  • Træner man aldrig videre, hvis man har ondt.

Som du kan se stritter det ret vinkeltret imod din egen situation :)

Hvad gør vi så?
Hvis du render og får ondt i skinnebenene efter tre kilometer med krykker, så tør jeg godt skære igennem og sige, at du ikke mestrer en skånsom løbestil.

Der er så stor succesrate med skinnebensbetændelse, at det praktisk talt ikke kan lade sig gøre at fastholde lidelsen, hvis man lærer at løbe ordentligt.

Så sent som på min workshop i går aftes løb en ung mand rundt med smerter i skinnebenene ved bare ét minuts opvarmning, og efter justering af stilen dalede smerterne helt i bund, og han løb markant længere resten af aftenen UDEN klagesang.

Vil du i mål med en løbestil der IKKE gør ondt, så vil jeg anbefale at kigge forbi til en omgang undervisning i skånsom løbestil - så kan del i hvert fald komme på plads.

Styrketræningen kan jeg ikke se skulle modarbejde noget, hvis du ellers udfører dine øvelser korrekt.

Drop dog de fjollede benpres - det er der aldrig nogen, der er blevet bedre løbere af. Benbøjninger og dødløft skal du bare klø på med. Men overordnet set har du nok brug for en plan for din træning i stedet for bare at mosle på med et hele udfra "mere må være bedre"-modellen.

God træning.

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: