Hej Henrik,

Tak for de pæne ord om kassen - så får man lige kræfter til et par svar mere :)

Du har fuldstændig ret i, at det er lidt et paradoks at tale om naturlig løbestil, og så samtidig lade folk futte rundt på hårde underlag.

Skabt til eller formet til?
Lad os først lige punktere formuleringen om "hvad vi er skabt til". For vi er i bund og grund ikke skabt til noget som helst - i stedet er vi et produkt af, hvad vi som mennesker er blevet udsat for gennem evolutionen (med mindre man sværger til andre skabelses-teorier).

Så vi er ikke skabt til at løbe på bløde underlag - vi har blot udviklet os til det. Og fortsætter urbaniseringen, så vil vi antageligt stille og roligt forandre os til at være bedre til at håndtere de hårde underlag, end vi er i dag.

Det er ingen sutteklud
Desværre kidnapper lidt for mange mennesker så den med de unaturlige underlag, og argumenterer, at naturligvis går vi i stykker af at løbe på hårde underlag - kroppen er ikke bygget til det, og derfor må vi have skum under poterne.

Og det er her, jeg prøver at gå forrest, og vise, at man faktisk snildt kan tilbagelægge selv rigtig lange distancer på stenhårdt underlag uden at være polstret under fødderne (jeg løb for et par år siden 246km på asfalt i flade lædersandaler)

Asfalt og andre hårde underlag er en større udfordring, for der er ikke plads til så meget slinger i løbestilen, og netop derfor bruger vi faktisk det hårde underlag som et værktøj.

Asfalt er skolebænk
Her på fabrikken siger vi, at "asfalt er skolebænk, trailløb er frikvarter", fordi det hårde underlag er en fantastik læremester, og kan du klare en times asfaltløb uden problemer, så ligger verden for dine fødder.

Omvendt har du sikkert hørt mange løbere sige, at de kan løbe timevis i skoven, men går i stykker af bare en lille tur på asfalten.

Den klan vil så hævde, at asfalt ikke er for mennesker.

Jeg vil hævde, at de ikke har lært at løbe ordentligt.

God træning.