Brevkasse

Hvad kommer først - sko eller kursus og hvornår?

Kirsten Styltsvig

Jeg har de senere år haft skader. November begyndte achillessenen at gøre ondt. Ud fra en modstand mod at være et "pivedyr" fortsatte jeg med at løbe, og endte med en kronisk achillesskade,som jeg har brugt et halvt år med bl.a. chokbehandlinger til at få nogenlunde bugt med. Da jeg endelig måtte starte op med få minutters løb, fik jeg hævet og væskefyldt knæ. Jeg vil rigtig gerne på kurset i løb uden skader samt købe nye sko. Tør jeg det nu, hvor jeg kun har været ude to gange på 1 km, skal jeg først købe nye sko og så lære at løbe, eller omvendt?
Mvh. Kirsten

Svar:

Claus Rasmussen

Hej Kirsten,

Den kloge løber er et "pivedyr", og den formørkede mener, at det skal løbes væk.

Du kan finde et utal af beretninger her i brevkassen, hvor folk åbent fortæller, at de er løbet videre på noget, som de udmærket godt vidste, var et problem.

Måske kan det lykkes nogle gange, men som regel kommer regningen på et tidspunkt. Så tillad ALTID dig selv at være et pivedyr - de holder længst.

Jeg løber jo selv rigtig lange løb, og en af grundene til, at jeg kan blive ved med det er, at jeg selv er det såkaldte pivedyr - jeg løber langt mindre og langt blidere end de fleste af mine medløbere, og det er min opskrift på, at jeg også er løbende når jeg bliver 80.

(du kan høre lidt om træningsfilosofien i en helt frisk episode af Fitness M/K på Radio 24/7, hvor min træningsmakker og jeg kloger os om at løbe langt)

Det bedste du kan gøre for din krop ligenu er at indstille alt løb, og så få fat i et par flade sko, som du bare starter med at gå i. Jeg har tidligere beskrevet, hvordan det er det bedste råd til en skudsikker løbekarriere [find det i slutningen af artiklen om fem fejl (mere) for forfodsløbere].

På den måde får dine fødder lige lov at vænne sig til den nye fornemmelse i forhold til konventionelt fodtøj, og så er du langt bedre rustet, hvis du tager en workshop senere. Timingen er også fornuftig, for august-workshoppen er udsolgt, men der er stadig pladser på workshoppen i september.

Sko kan du blandt andet få hos Naturlig Fod på Frederiksberg, hvor Coach Christian står bag disken.

God træning.

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: