Posemand.dk

Livet som selvlært fladfodsløber

Autodidakt fladfods-løber?

Ejvind fortæller, hvordan han uden en eneste times undervisning har omlagt sin løbestil på egen hånd - omend han undervejs var overbevist om, at "ham Posemanden er for langt ude" :)

Af Ejvind Kjærulf

Nu er det snart 2 år siden jeg skiftede løbestil fra mine tunge, klodsede hæl-landinger til en noget lettere og (for mig) mere naturlig fladfods stil, som jeg til stadighed tilstræber, at ligge så tæt op af POSE-running, som jeg kan.

Det hele startede egentlig da jeg stoppede med at ryge. Det at kunne bevæge mig uden at hive efter vejret, var en følelse jeg havde glemt eksisterede, og da min nabo foreslog at jeg begyndte at cykle på landevejs racer slog jeg til.

Efter et par års tid og utallige lapninger senere, blev jeg enig med mig selv om at løb måske var bedre, da man da i hvert fald ikke skulle lappe løbesko!

Øm, stiv og prustende

Min form var udemærket synes jeg, og jeg hoppede i et par gamle Nike Air og gav den gas på en lille 3 km tur, der nær tog livet af mig. Jeg kom tilbage stiv og øm i leddene, svedende og prustende, men jeg var enormt glad, for jeg havde også fået et ordentligt kick af at presse mig selv, så min afhængihed af løb var skabt.

Det næste stykke tid tog jeg dagligt løbetøjet og de gamle Nike Air på, og der gik ikke længe før jeg løb længere ture på 8-10 km. Jeg synes stadig det gik fint fremad, omend mine knæ dog var lidt ømme i ny og næ. Jeg tænkte, at det slap man nok ikke for, men jeg begyndte at holde hviledage oftere, og planlægge min progression bedre.

Det startede med lidt smerte i højre knæ efter en 8 km løbetur. Jeg tænkte at jeg måske havde forstrakt noget, men det gik over allerede næste dag synes jeg. Efter en hviledag løb jeg igen, men der gik ikke lang tid før smerten var tilbage, denne gang værre end før, og det tog mig længere tid, at komme mig over det.

Springerknæ og klassikeren: "du skal stoppe med at løbe"

Sådan gik det lidt frem og tilbage, indtil smerten var så slem, at jeg ikke engang kunne løbe efter bussen, og jeg måtte tage til lægen.

Diagnosen var springer-knæ, og lægen rådede mig til ikke at løbe mere. Hvis ikke jeg kunne lade være med det, sagde hun at jeg kunne forsøge mig med et knæ-bind, men at det var meget svært, at komme af med et springer-knæ.

Så fulgte der en periode med smertestillende og knæ-bind og knæ-stropper af forskellig art, samt et par nye løbesko der jo skulle passe helt perfekt til mig, men lige fedt hjalp det.

Tosserne i bare tæer

Jeg var sådan set ved at opgive løb, og havde indkøbt nye slanger og lappegrej til de næste cykelture, da min bedre halvdel fortalte mig, at hun havde hørt om nogle tosser der løb i bare tæer, og at det skulle være sundere for kroppen på den måde, så man undgik at få skader. Der gik ikke længe før jeg sad og kiggede på posemand.dk, og jeg synes det lød lovende og spændende men også svært.

Med indstillingen af min løbekarriere i sigte, var jeg dog mere end motiveret for at give det et skud. Det letteste havde vel været, at købe et par flade plader og et kursus hos den gode hr. Rasmussen, men dels er jeg ikke så praktisk anlagt hvad sådanne ting angår, og dels er jeg en fattigrøv, så de næste par uger sad jeg og læste og læste, og gloede på de videoer jeg kunne finde om POSE running.

Jeg havde fået de 5 gratis tips fra posemand.dk ved at skrive mig op til et nyhedsbrev, og jeg løb små ture på bare tæer, og synes selv at det gik fantastisk. Knæet mærkede jeg stort set intet til, og stroppen havde jeg smidt helt. Det var virkelig mirakuløst, synes jeg, at kunne gå fra en udsigt til en hverdag uden løb, til pludselig at kunne bevæge sig frit igen.

Jeg fandt et par Merrell Bare Access2 på tilbud i skoringen, og synes de var kanon. De havde zero drop og "kun" 8mm sål så for mig var de helt rigtige, tænkte jeg.

Kan selv, vil selv: Ømme lægge og achillessener

Jeg tog mod til mig og skrev ind til posemand på Facebook, fortalte om hvor stort jeg synes det var med barfodsløb, og hvilke sko jeg havde købt, og at nu skulle jeg ud og indtage verden i løb!

Tilbage kom der en besked om, at jeg nok ikke skulle løbe overhovedet, med mindre jeg var sikker på, at teknikken var helt i orden.

Jeg blev faktisk ret vrissen, kan jeg huske, men set i bagklogskabens lys var rådet egentlig fint nok, og havde jeg taget et kursus dengang var jeg nok sluppet for en del af de dumme skader, jeg har haft ved ikke at have styr på min teknik og ved at løbe for meget for hurtigt.

Først var der de ømme lægge. Dem døjede jeg med lidt tid, indtil jeg fik læst mig frem til, at jeg nok var for langt oppe på forfoden. Så gloede jeg lidt mere på POSE videoerne på posemand.dk, og prøvede hele tiden på at forbedre teknikken. Samtidig læste jeg ivrigt med på facebook på posemand siden og i forskellige barfods fora. Da læggene ikke længere blev ømme, var jeg oppe på at løbe tre ture på 5 km og 1 på 10-12 km om ugen.

Så var det pludselig akilles-senens tur. Den blev forfærdelig øm på en af de længere ture, og endnu en gang måtte jeg tilbage til posemand.dk og finde ud af hvad jeg gjorde forkert. Dette var før brevkassen blev oprettet, så jeg måtte lede en del selv for at finde noget relevant, men som sædvanlig var det teknikken den var gal med, og denne gang måtte jeg indse, at jeg havde for meget afsæt når jeg løb.

Nemesis: Skinnebensbetændelse re-visited

Så gik det egentlig jævnt godt i noget tid, og jeg fik snart løbet min første HM distance. Jeg var jo pave-stolt - sådan en gammel eks-ryger som mig, men nu synes jeg at det gnavede lidt i skinnebenene.

Jeg har tidligere haft store problemer med skinnebensbetændelse, hvad der også i sin tid fik mig til at indstille mine fysiske aktiviteter efter Livgarden, så det var med gru, at jeg observerede at det blev værre og værre.

Jeg var helt færdig. Jeg troede så meget på det her med at løbe på flade fødder, og så skulle jeg slåes ud af mine egne skinneben. Jeg googlede mig nærmest blind, og prøvede alle mulige løsninger lige fra varme knæ-sokker, tigerbalsam, en uldsnor om anklen, træning med tå-øvelser, kompressions-sleeves og masser af NSAID kure med ibuprofen, men lige lidt hjalp det. Jeg kunne holde pause noget tid og så snart jeg løb kom det igen.

Posemanden er for langt ude

Så skrev jeg til Posemanden på twitter og beklagede min nød, og så kom det (rimelig tørt) fra ham at jeg sandsynligvis landede for meget på hælen fordi jeg havde for tykke sko, og at jeg sagens kunne løbe mens jeg havde skinnebensbetændelse, hvis blot teknikken var i orden.

Den her gang tænkte jeg, at han var for langt ude, men ikke desto mindre smed jeg skoene og begyndte at løbe i helt bare tæer, og ganske rigtigt kunne jeg pludselig mærke at jeg landede for meget på hælen. Det var let at rette op på uden skoene, og der gik ikke længe før jeg igen løb smertefrit. Siden har jeg været igennem en del sko og sandaler, og i dag hedder yndlingsskoen vivobarefoot.

Jeg har talt med posemanden på facebook og twitter og fået mange gode råd, men workshoppen har jeg stadig til gode. Det kommer nok snart, for selvom jeg nu løber nogle gode lange ture uden problemer eller skader, og har gjort det ret længe, er det nok ikke en dum idé at blive tjekket op af profferne alligevel.

Hyggetur på 38km

For nylig løb jeg en hyggetur på 38 km, og jeg regner med at løbe mit første marathon i år. Næste år står den på ultra marathon (sikkert i Thy), og der er ingen tvivl om, at én af dem jeg skylder størst tak for hjælp til at nå hertil er en mand, jeg aldrig har mødt i virkeligheden.

Jeg vil til enhver tid anbefale, at man løber i flade sko uden hæl, skum og støtte. Det er simpelthen så tosset, at en modedille fra det franske kongehus, stadig præger vores fodtøj, trods af at den er så skadelig for hele vores kropsholdning. Jeg vil også til enhver tid anbefale at man læser sig mæt på posemand.dk, hvis man gerne vil vide noget om at løbe uden skader, og kunne jeg gøre mit eget forløb med fladfodsløb om, så havde jeg taget et kursus lige fra starten.

Selvfølgelig synes jeg, at jeg har lært en masse af de fejl jeg har begået, men når nu formålet jo egentlig bare er at løbe uden problemer, så virker det som om, at det ville have været lige så rart at være foruden. Jeg vil ikke sige at min teknik er POSE teknik uden at have været på kursus, men det snerper derhen af.

Så tak for råd og vejledning, jeg håber at give lidt igen, ved at vise og fortælle, at fladfodsløb fungerer.

I samme serie:

Og værd at læse iøvrigt, hvis man vil undgå alle de kedelige fejl:

  • Fem fejl, del I: Om det rent løbetekniske fejl, man begår som nybegynder
  • Fem fejl, del II: Hvordan du undgår, at din nye løbestil stiger dig til hovedet