Brevkasse

Endnu et om nedsunken forfod

Camilla Enggaard

Kære Claus

Fedt med denne brevkasse, hvor du kommer med mange gode fif og svar :)

Jeg har for nylig kastet min kærlighed på barfodsløb og løber i et par Merrell Vapor Glove som er super skønne at smutte på fusserne :)
Jeg er platfodet og har nedsunken forfod (vist på begge fødder) og træner derfor hjemme med forskellige øvelser, da jeg tænker at det er bedre at styrke sine fødder end at bruge indlæg.
Min venstre forfod er dog mere nedsunken end den højre og jeg synes, jeg har kunnet mærke lidt til det, de sidste par gange, jeg har været ude at løbe :-/ Er det mon noget jeg skal være bekymret for? Eller skal jeg bare løbe og træne videre? Det gør ikke vildt ondt, er mere ømt og føles "forkert" og jeg er lidt nervøs for om den nedsunkne forfod kan blive værre eller det kan føre til et brud?

På forhånd tak for svar.

Mvh. Camilla

Svar:

Claus Rasmussen

Hej Camilla,

Bekymring er jo en skidt ting, men man bør altid lytte til sin mavefornemmelse omkring ting, der ikke fungerer optimalt under eller efter løb - min erfaring siger mig, at den sjældent tager fejl, hvis man er ærlig omkring hvad man fornemmer :)

Du kan godt løbe videre, men du må selvfølgelig ikke kunne mærke en forværring i foden. Og tænk over, hvad du går i til dagligt: Hvis du kan klare det, så er det bare så tynde sko som muligt 24/7, så du kan få styrket de fødder.

I tilgift er det bedste du kan gøre at følge styrketræning for løbere-programmet. Den store hemmelighed ved programmet er, at det justerer fødderne ind ved at styrke dem. Det kræver selvfølgelig, at du gør det ordentligt, så studér videoerne, og sørg for at stå godt på fødderne - lige meget vægt på for- og bagfod, og en "rank" fod, som ikke falder sammen.

Endelig vil jeg sige, at du ikke i første omgang skal være bange for at lave et brud - i foden vil du som regel opleve en del "varslings-smerter" inden det går så vidt. 

Inden længe kommer der en kursus-variant af styrketræningen, som du kunne overveje at dukke op til - den vil give dig alle de værktøjer du har brug for, for at fikse fødderne.

God vind med fusserne.

PS: Jeg går ud fra, at du allerede har studeret fleksifusserne?

Camilla Enggaard

Hej Claus

Tak for dit svar.

Jeg fandt ud af, at der var ved at danne sig en klump hård hud under min fod, så efter at have hygget lidt med en skalpel forsvandt smerten :D
Den blev så afløst af en lidt anden smerte, som kom efter to længere ture i flade sko, så selvom jeg har trænet både efter fleksifusserne og styrketræningsprogrammet samt andre fodøvelser for nedsunken forfod, så må jeg nok erkende, at mine fødder endnu ikke er så stærke som jeg håbede/troede.

Jeg træner videre og nøjes med kortere ture i flade sko. Har du nogen anbefalinger til hvordan og hvor meget man kan øge distancen?

Mvh. Camilla

Claus Rasmussen

Hej Camilla,

Nu har du jo godt nok ikke været på kursus her på fabrikken, men du burde stadig kunne læne dig op ad retningslinjer for nye fladfodsløbere.

Og hvad den hårde knold angår, så kan du også lige læse med på "ondt i forfoden".

Det er jo åbenlyst, at du bør tage den med ro, hvis der igen og igen dukker noget op, så hellere til den konservative side, hvilket vil sige, at sålænge der overhovedet er antræk til ubehag, så skal du selvfølgelig overhovedet ikke tænke på at øge distance, frekvens eller intensitet.

Godt løb.

Camilla Enggaard

Hej Claus

Ja, jeg regner også med det var optræk til en ligtorn. Det var dog noget som havde været der længe, også før jeg startede med de flade. Mærkede dog ikke til det før jeg fik bedre føling med underlaget :-)

Jeg kigger lidt nærmere på de links du har sat ind. Mange tak for svar.

Mvh. Camilla

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: