Brevkasse

Løbeskosforvirring

Sofie Cathrine

Hej posemand.
Jeg hørte dig i et program i radio 24/7 og nu har du gjort mig ret godt forvirret. Det du siger om løbesko, er stik modsat alt jeg har fået af vide. Men til gengæld har jeg stadig diverse problemer og skader, selvom jeg investerer i de dyre løbesko jeg bliver anbefalet af diverse løbe spicialbutikker.
Jeg er altså en pige på 22, som løber 3-5 km 5-6 gange om ugen. Jeg har næsten kronisk skinnebensbetændelse, meget spændte lægmuskler, jeg er platfodet, har fæet konstateret kondomalasi i mine knæ (som mine løbesko burde hjælpe på, men det er stadig et problem), jeg har kronisk ondt i knoglen under storetåen, lige der, som du kalder for fodballen - i begge fødder.
Jeg elsker at løbe, og det er en meget vigtig del af min hverdag for at jeg kan fungere. Så derfor vil jeg spørge dig: hvilke sko skal jeg løbe i, og hvor finder jeg en butik, hvor der er troværdig hjælp at hente?
Jeg håber meget, at du svarer, for et løbeliv uden smerter er på ny blevet et håb for mig.
Mange hilsener Sofie

Svar:

Claus Rasmussen

Hej Sofie,

Nu blev snakken om løbesko desværre lidt kort i udsendelse, da vi var ved at løbe tør for tid, så jeg kan godt forstå, hvis du er forvirret.

(Til andre læsere: Hør udsendelsen om løbestil her)

Mest forvirret er du jo nok fordi jeg netop siger noget, der er sådan cirka præcis modsat alt hvad du ellers hører om løbesko.

Du skriver, at dine problemer består selv efter flere investeringer i dyre løbesko, så hvis du ikke allerede har læst den, så kan jeg anbefale dig at starte med at læse artiklen "Løgnen på Løbebåndet", hvor jeg snakker lidt om, hvorfor flere og dyrere løbesko sjældent er kuren mod løbeskader.

Kan løbesko hjælpe?
Mod dine dårlige knæ kan løbesko (uanset hvilken slags) jo aldrig være andet end passiv korrektion, og altså ikke noget der ændrer på årsagen til problemerne.

Du kan med fordel læse disse svar, jeg tidligere har givet her i kassen:

  • Platfod - om hvad platte fødder egentlig er, og hvordan man kommer over det
  • Nedsunken forfod - om forskellen på aktiv og passiv behandling

Specielt er det vigtigt at forstå forskellen på aktiv og passiv problemløsning. Skal man ende et godt sted, så hælder vi her på fabrikken altid til den aktive model, hvor vi tager fat i problemernes rod, fremfor blot at lappe lidt på symptomerne med passiv hjælp.

I dit tilfælde vil det sikkert betyde to ting:

  • Du skal have styrket fødderne - ikke passificeret dem
  • Og så skal du lære at løbe :)

Det sidste kan lyde provokerende, når du nu løber så meget som du gør. Men du gør jo tydeligvis et eller andet forkert, hvis du som 22-årig kan have så store problemer som du beskriver.

Platte fødder, skinnebensbetændelse, ondt i føddernes knogler, spændte lægmuskler - hvis du lige træder lidt tilbage kan du vist godt selv høre, at noget ikke er helt, som det skal være?

Man er ikke nødvendigvis god til noget, bare fordi man gør meget af det.

På mine workshops plejer jeg at joke med, at sålænge man er under 30, så kan man tillade sig hvad som helst fordi kroppen er så stærk og så god til at reparere sig selv. Så går man i stykker under 30, så har man helt sikkert galt fat på måden man gør tingene på.

Hvilken butik kan hjælpe med gode sko?
Så dit spørgsmål om, hvilken butik der kan give dig troværdig hjælp til at vælge en rette sko er sådan set forkert stillet.

For en sko alene kan ikke løse dine problemer - du skal have fat i årsagerne og ikke lappe på resultaterne, hvis du vil helt i mål.

Når det så er sagt, så kan du i København få rådgivning om flade sko i Naturlig Fod på Frederiksberg (der står min egen coach, Christian, og ekspederer), samt hos VIVO-butikken i Antonigade.

Konventionelle løbeskobutikker - ingen nævnt, ingen glemt -  sværger alle til en mere passiv tilgang til korrektion, og det får aldrig gummistemplet herfra.

God rejse :)

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: