Brevkasse

Maffetone - en åbenbaring

Mikael Yip Man Sørensen

Hej Claus.

Efter at have læst Phil Maffetone's The Big Book of Endurance Training and Racing, hvilket er utrolig spændende læsning, omend en smule amerikaniseret, får man jo lyst til at omlægge sin livsstil og udelukkende indtage proteiner, grønsager og 0 kulhydrater Jeg er dog lidt betænkelig ved det store kødindtag, samt de mange forhold man skal være opmærksom på ved sin kost. Mit spørgsmål til dig er derfor:

Hvor meget efterlever du selv Maffetone's principper ift. kost og træning samt heart rate monitoring? Jeg tænker at du må have en god "aerobic base" når du kunne løbe Cph. Marathon på under tre timer, med et indtag bestående af en vingummibamse, og træning uden meget løb med høj intensitet.

Til info løb jeg for første gang igår, i et par "næsten flade" Salming Race sko, med 1 mm. hældrop, så jeg er på vej i den rigtige retning. Jeg har altid tænkt at hurtig træning er bedst til at øge ens tider, men Maffetone og dig har fået mig på andre tanker. Jeg plejer at løbe i et pace på 4.30 pr. km, men igår da jeg løb med pulsmåler og en alarm sat til 150 bpm, var mit pace omkring 5.30 pr. km. Det giver meget stof til eftertanke og jeg tror at I har fat i noget rigtigt ift. lav intensitet ved træning.

Med venlig hilsen
Mikael

Svar:

Claus Rasmussen

Hej Mikael,

Ved første øjekast virker Maffetone-principperne vanvittige, men hvis man zoomer lidt ud, så viser det sig faktisk, at rigtig mange udholdenhedsatleter i generationer har benyttet sig af nogenlunde samme principper: Broderparten af træningen er i lav intensitet.

Topatleterne krydrer så desuden med hård intervaltræning, men det fylder kun en lille del af programmet, og for de fleste motionister kunne den del for min skyld godt spares væk, da den øger skadesrisikoen markant. 

Tempo er ok...for nogen
Det er jo ikke fordi jeg er modstander af templøb og intervaller, men jeg mener bare, at det er så langt oppe i hierarkiet, at det ikke giver mening at bevæge sig derop før man har bygget fundamentet færdigt, og det gider de færreste, fordi det kræver tålmodighed.

Det er fuldstændig parallelt til tekniktræning: Folk skipper den del fordi den er kedelig, og så ryger de direkte på intervallerne fordi det er mere sexet.

Men hvad nytter det er løbe intervaller, hvis det er med kluntet teknik, og på en aerob base, som kun fyrer på to cylindre?

Så når jeg hører "jamen alle de hurtige gør det jo" er svaret enkelt: "ja, fordi de er nået dertil i deres udvikling".

Nå, det var et lille opstød.

Du spørger til, hvordan jeg selv efterlever det, og selv om ingen enkeltperson skal være model for alle, så deler jeg gerne for inspirationens skyld.

Kosten
Som med alle andre former for diæter og kostråd er det vigtigste, at det ikke bliver et åg, men er noget, man kan få til at fungere i hverdagen - ellers er det dødsdømt, uanset hvor gode intentionerne er.

Jeg spiser generelt meget få kulhydrater i hverdagen. Så spiser jeg masser af fedt, og PRØVER at spise så meget grønt jeg nu kan overkomme. Men jeg er jo en gammel småsur mand, så jeg kommer aldrig til at synes, at det er fedt at gnaske en selleri.

Rent praktisk betyder det bare, at jeg spiser begrænsede mængder af kartofler, pasta, ris, brød, og hvad de store kilder til kulhydrat nu eller er.

Meeen, hvis du følger med f.eks. på min Facebook-side, så ved du også, at jeg er overordentlig glad for kager :)

Så der er to varianter: "Season" og "Off-season".

Her i januar løb jeg et temmeligt krævende løb på Hawaii, og har så brugt de næste par måneder i off-season-mode, hvor jeg har muntret mig med stort set at proppe hovedet med hvad jeg har lyst til.

Og her efter påske er jeg så slået over på "Season"-mode, mens jeg forbereder mig på mit næste løb - Badwater 135 i juli.

Vægten og formen følger helt automatisk med, og reagerer på, hvad der bliver mast i hovedet.

Sådan bølger det året igennem, og det er på den måde jeg kan få det til at fungere, uden at føle, at jeg lever som en munk.

Træningen
Hvad træningen angår er jeg derimod meget munke-agtig, for jeg løber praktisk talt aldrig andet end traktortempo og efter Maffetone-principperne. 

Jeg kom præcis som du fra at løbe med pace 4:00-4:30 i alt hvad jeg gjorde, til så at slå ned til 5:45 da jeg startede min MAF-karriere.

Det var super frustrerende i starten, og ganske hårdt for egoet at jeg nu pludselig blev overhalet af stort set alle på stierne.

Men det har lønnet sig, og resultaterne taler for sig selv.

Tempoløb er meget fremmed, og kun, hvis jeg rent faktisk skal ud at løbe hurtigt, som til sidste års sandal-marathon. Og selv der taler vi måske et par ture eller tre, som udelukkende tjener til at få fred i sindet omkring hvorvidt jeg overhovedet KAN løbe hurtigt længere.

Se iøvrigt også dette interview med Sock Doc, hvor vi kommer lidt videre omkring

Det er de samme principper jeg træner mine Marathon Master Class-løbere efter, og for et par weekender siden præsterede de personlige rekorder på halvmarathon-distancen på alt fra 5 til 22 minutter i forhold til sidste år.

Når alt det så er sagt, så er der jo ingen der siger, at man ikke kan knokle sig til gode tider med hård træning og havregryn, men vi gør det bare på en anden måde her i butikken.

Og så må vi vist hellere få tøjlet skrivehesten inden dine øjne klapper i, og er du alligevel mere læselysten, så fortsæt med dette gamle svar om intervaltræning.

God træning.

Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:

Få nye svar direkte i indbakken

Hvis det var dig, der spurgte: