Sandaler og kurser
Tak for dit gode nyhedsbrev og hjemmeside. Jeg har et par hurtige refleksioner og spørgsmål til dig:
Jeg fik taget min marathonmødom igår. Jeps. Det gjorde ondt første gang. Jeg kunne evt sende dig et lident flatterende billede af mine fødder. I stedet vil jeg lige med et par hurtige strøg, male en skitse til dig: samtlige tæer er vabelfyldte, men kun i spidsen og oven på. Lige bortset fra to flot røde vabler på siden af begge fødder. Dvs nul vabler på undersiden af fusserne.
Nu skriver du i et tidligere indlæg at sandaler er lige outreret nok at starte med. Men havde du ikke engang sidste år et indlæg om sandaler og løb? Ville du evt gide reposte det på Facebook eller her? Jeg tænker at andre end mig har løbet i fornægtelse (i relation til din nuværende mail-serie om skader) og tænkt "arh, hvar? Mine Nike Free er da rigelig fladfodsløbsagtige til hobbybrug. Claus er jo i en helt anden liga end mig". Det med ligaen passer, men der er nogle erfaringer på kontoen, der tilsiger at jeg skal finde på noget, når nu jeg er blevet skrup forelsket i at løbe langt ind imellem og mine tæer (og hofter) nu er så medtagne. Måske var jeg en af de medløbere du så i rigtig dårlig forfatning under Copenhagen Marathon 2016? Men du var vist hele tiden langt foran mig, der endte helt nede på lige inden femtiderstiden. Men nok om det. Mit spørgsmål er: Hvilken sandal anbefaler du evt i 2016. Det var måske en opdatering værd?
I øvrigt er jeg super glad for de råd, du giver om fladfodsløb på din hjemmeside. Det har holdt mig på vej og sti uden skader i et par år. Men tiden er moden til at træde ind i de voksnes rækker med er fladfodsløbskursus:)
Mange gode hilsner
Jacob Suhr Bisschop-Thomsen
Ivrig læser, pt flækket løber, nybagt marathonløber
Svar:
Hej Jacob,
Jeg starter med at vidske billedet af dine fødder bort fra nethinden og konstater blot, at er poterne fyldt med vabler, så er det plads til at optimere på både løbestil og fodtøj.
Sandaler - kun for hippier?
Når jeg skriver, at sandaler er for outreret at starte med, så er det jo egentlig bare af forfængelighedsmæssige årsager.
Jeg har i hvert fald selv i mange år set på sandalløberne lidt fra afstand og tænkt "ok, dem om det, men jeg er jo ikke opvokset på en ø-lejr".
Ikke fordi, det er sværere at løbe i sandaler end i andet fladt fodtøj, men alene fordi det virker alt for fjollet at smide de konventionelle løbesko til fordel for et par Jesus-sandaler - folk vrænger på næsen ved tanken, og jeg var selv en af dem.
Men så i forbindelse med forberedelserne til Spartathlon 2014 vendte jeg alle muligheder for fodtøj, og prøvede også et par sandaler, hvilket skulle vise sig at være et vendepunkt.
For pludselig gav det hele jo fantastisk god mening - intet fodtøj sætter foden så fri, som en sandal (altså bortset fra intet fodtøj, som jeg jo ikke er tilhænger af), og siden har sommerhalvåret altid stået i sandalernes tegn.
Siden løb jeg et anstændigt sandalmarathon i København, og om en måneds tid står jeg til start i Badwater 135, også i sandaler.
Sandal-landskabet i 2016
I takt med, at udbuddet af minimalistiske løbesko jo desværre synes at være på vej i den gale retning, så vokser sandal-udbuddet heldigvis.
Tidligere har jeg sunget rosende sange om LUNA-sandaler (og lavet en lille gennemgang af modellerne her).
Desværre har LUNA siden dengang stoppet produktionen af mine personlige favoritmodeller, og går nu mod tykkere såler, hvilket jeg ikke er begejstret for.
LUNA Equus står stadig for mig som en ret ideel sandal, men laves jo altså ikke længere (der ligger flere par på lager i skabet ;) )
I øjeblikket løber jeg i Circadian fra Earth Runners, som virker rigtig lovende - jeg er ret sikker på, at det bliver min Badwater-sandal.
Derudover har der også meldt sig nye spillere, som UnShoes og Shamma Sandals, på markedet, og jeg prøver at følge med at stikke poterne i det meste af, hvad der kommer.
Endelig kan du også lige læse en sammenfatning af mere sandalsnak her.
Når du så har fået dig noget anstændigt fodtøj kan vi jo ses på en workshop :)
God træning.
Fik du noget ud af svaret? Du kan få direkte besked om nye indlæg og svar her i kassen:
Hvis det var dig, der spurgte: Skriv svar